Bog, indbundet Jordens arvinger af Ildefonso Falcones

Jordens arvinger

(Bog, indbundet)

Kunder (0 anmeldelser)

Nu vender Ildefonso Falcones tilbage med "Jordens Arvinger", en storslået historisk roman, der udspiller sig i det spraglede og højdramatiske Barcelona.

Året er 1387 og Santa Maria de la Mar-kirkens klokker ringer i takt med at der råbes 'Kongen er død' i gaderne. En ny konge... Læs mere

Nu vender Ildefonso Falcones tilbage med "Jordens Arvinger", en storslået historisk roman, der udspiller sig i det spraglede og højdramatiske Barcelon... Læs mere

Produktdetaljer:

Sprog:
Dansk
Originaltitel:
Los herederos de la tierra
ISBN-13:
9788763850124
Sideantal:
925
Udgivet:
15-06-2017
Udgave:
1
Vis mere

Sæt bog på liste

  • Bogliste


Andre udgaver:

(E-bog, ePub), Dansk
kr. 123,47
(Lydbog, download), Dansk
kr. 123,47
Forlagets pris
kr. 349,95
Leveringstid
2-3 hverdage
Leveres senest
04-07-2017
-43%

kr. 199,00
Fragt
kr. 19,95

kr. 159,95
Fri fragt

Du tilmelder dig Saxo Plusmedlemskab til 69 kr. hver måned. Se hvordan du sparer tre måneders Plusmedlemskab her

Til dig, der elsker bøger

Læs mere om Plusmedlemskab
Op til 70% rabat Fri fragt
Udvidet returret Ingen binding


SAXO's beskrivelse

Nu vender Ildefonso Falcones tilbage med "Jordens Arvinger", en storslået historisk roman, der udspiller sig i det spraglede og højdramatiske Barcelona.

Året er 1387 og Santa Maria de la Mar-kirkens klokker ringer i takt med at der råbes 'Kongen er død' i gaderne. En ny konge venter i kulissen, der vil få stor betydning for Barcelonas fremtid.

"Jordens Arvinger" følger Arnau Estanyol, en af byens fine herrer, der har anskaffet den faderløse dreng Hugo, et godt arbejde på et skibsværft. Opbrydningstiden der er på vej vil få store konsekvenser for dem begge to. 

Forlagets beskrivelse
10 år er gået, siden Ildefonso Falcones tog verden med storm med Havets katedral. Nu er han klar med en opfølger, der igen tager læseren med til det farverige og dramatiske Barcelona i 1300-tallet.Barcelona 1387. Klokkerne ringer i Santa María de la Mar-kirken sammen med klokkerne i byens øvrige tårne. I Ribera-kvarteret stimler folk sammen for at se, hvad der foregår, mens råbet ’Kongen er død’ genlyder i gaderne. I folkemængden befinder sig en af byens mest velansete mænd, Arnau Estanyol, sammen med den faderløse dreng Hugo Llor, som Arnau har hjulpet med at få arbejde på et af byens store skibsværfter.Klokkernes kimen varsler starten på en ny og vanskelig tid for byens borgere under den nye konge, og der går ikke mange dage, før tronskiftet får skæbnesvangre konsekvenser for Arnau og Hugo.Pressen skriver:»Selv hvis du ikke skal flytte dig to meter i din sommerferie, giver denne roman dig indsigt og eskapisme af den mest vidunderlige slags.«****** – Femina»Jo, Ildefonso Falcones giver den for fuld skrue.«***** – Fyens.dk»Og atter får vi de smukkeste, de grummeste og de mest fascinerende beskrivelser af livet i Barcelona […] Som debuten ’Havets Katedral’ er opfølgeren al den tid værd, det tager at læse den.«– Søndag
Bibliotekernes beskrivelse
Historisk roman fra Barcelona i årene 1387-1423, hvor spillet om tronen og magten er på det højeste. Vi følger drengen Hugo, der arbejder på det kongelige skibsværft og ender som vinkældermester.
Uddrag

Uddrag: Kapitel 1 i "Jordens arvinger"

Havet var i oprør, og himlen var blygrå. På stranden stod skibsværftsarbejderne, bådførerne, sømændene og bastaix'erne og ventede i stor spænding. Mange gned sig i hænderne eller slog dem mod hinanden for at holde varmen, mens andre forsøgte at beskytte sig mod den iskolde blæst. Næsten alle var tavse, mens de skiftevis kiggede på hinanden og ud på de voldsomme bølger. Den imponerende kongelige galej med tredive roerbænke i to rader var fuldstændig i stormens vold. I dagene forinden havde værftets skibsbyggere sammen med lærlingene og sømændene sørget for at afmontere skibets takkelage og alle løsdele: ror, armering, sejl, master, bænke, årer Bådførerne havde bragt alt, hvad der kunne skilles fra skibet ind til stranden, hvor tingene blev modtaget af bastaix'erne, der bar det hele hen til de respektive pakhuse. De havde ikke taget de tre ankre op, der fastholdt Santa Martas imponerende, men nu forsvarsløse skrog, som bølgerne hamrede imod.

Hugo, en dreng på tolv år med kastanjebmnt hår og med hænder og ansigt, der var lige så beskidte som den knælange skjorte, han havde på, stod med sit skarpe blik rettet mod galejen. Siden han var begyndt at arbejde sammen med genoveseren på skibsværftet, havde han hjulpet med at hale mange skibe i land og sætte mange skibe i søen, men dette skib var meget stort, og stormen gjorde opgaven farlig. Nogle af sømændene skulle gå om bord på Santa Marta og trække ankrene op, og derefter skulle bådførerne hale skibet op på stranden, hvor et mylder af mennesker ventede på at slæbe det hen på skibsværftet. Dér skulle det overvintre. Det var et vanskeligt arbejde, og det var også meget hårdt, især at betjene de trisser og taljer, som brugtes til at flytte skibet med, når det var halet op på stranden.

Selv om Barcelona var en af Middelhavets største søfartsmagter sammen med Genova, Pisa og Venedig, havde byen ingen havn der var hverken dokker eller læsteder, der kunne lette arbejdet. I Barcelona var der kun åben strand.

»Ånemmu, Hugo,« befalede genoveseren.

Hugo kiggede over på skibsbyggeren.

»Jamen ...« indvendte han.

»lngen diskussion,« sagde genoveseren. »Skibsværftets chef,« fortsatte han og viste med hagen hen mod en flok mænd, der stod et stykke derfra, »har netop givet hånd til bådførerlavets oldermand. Det betyder, at de er blevet enige om den sum penge, som kongen skal betale dem, fordi stormen har gjort arbejdet så farligt. VI skal trække skibet op afvandet nu! Anemmu,« gentog han.

Hugo bøjede sig ned og greb den jernkugle, som ved hjælp af en kæde var fastgjort til genoveserens højre ankel, og som det kostede ham en vis anstrengelse at løfte op og holde ind mod sin mave.

»Er du klar?« spurgte genoveseren.

»Bygmesteren venter os.«

Drengen bar den jernkugle, som ellers forhindrede skibsbyggeren i at bevæge sig. Han gik bag efter ham hen ad stranden, ind mellem folk, som nu, hvor aftalen var indgået, snakkede, råbte, pegede og råbte igen, alle sammen nervøse, mens de ventede på bygmesterens instrukser. Blandt dem var der flere genovesere, som ligeledes var blevet taget til fange på havet og var blevet frataget deres bevægelsesfrihed ved hjælp af jernkugler, og som alle havde en dreng ved deres side til at bære kuglen, mens de udførte tvangsarbejde på det catalanske skibsværft.

Domenico Blasio, det hed den genoveser, som Hugo ledsagede, var en af de dygtigste skibsbyggere i hele Middelhavsområdet, måske ovenikøbet dygtigere end bygmesteren selv. Genoveseren havde taget Hugo som lærling på opfordring fra herr Arnau Estanyol og skibsværftschefens assistent, Juan fra Navarra, en mand med en stor mave og et rundt og skaldet hoved. I begyndelsen havde genoveseren behandlet Hugo temmelig uvenligt, men han syntes helt at glemme, at han var fange, når han arbejdede med træ, så stor var denne mands lidenskab for at bygge skibe.

Efter at Peter den Ceremonielle havde sluttet en ustabil fred med regeringen i Genova, håbede alle de fanger, der arbejdede på skibsværftet, at sidstnævnte Ville løslade de catalanske fanger, og at kongen til gengæld Ville gøre det samme med genoveserne. Derefter var skibsbyggeren begyndt at vise mere interesse for Hugo og lære ham hemmelighederne i et af de mest velanskrevne fag overalt i Middelhavsområdet: skibsbyggeri.

Hugo lagde kuglen i sandet bag ved genoveseren, da denne sammen med andre skibsbyggere og oldermænd samlede sig omkring bygmesteren. Han kastede et blik ud over stranden. Spændingen var steget betragteligt. Folk kom og gik, gjorde redskaberne klar, råbte og kom med opmuntringer og skulderklap, mens de kæmpede for at stå imod blæsten, kulden og det svage og disede lys, der var så sjældent på dette sted, hvor solen næsten altid skinnede. Selv om Hugos arbejde blot bestod i at bære genoveserens jernkugle, følte han stolthed over at være en del af denne flok. Adskillige tilskuere havde forsamlet sig ved strandkanten, foran skibsværftets facade ud mod vandet, og de jublede højt og klappede.

Drengen betragtede sømændene, der kom bærende på skovle til at grave jorden under galejen ud med, mændene, der gjorde trisser og taljer og tove klar, andre mænd, der frembar træbjælker, indsmurt i fedt eller overstrøet med græs, som skibet skulle flyttes over på, og endelig betragtede han bastaix'erne, de mænd, der bar bjælkerne, og som nu gjorde sig klar til at slæbe skibet.

Pludselig glemte han alt om genoveseren, lod kuglen ligge i sandet og lob hen til de store bastaix'er, der havde forsamlet sig på stranden. Han blev vel modtaget med kærlige klap på skulderen. 'Hvad har du gjort af kuglen?' spurgte en af dem, hvormed han brød den anspændte og alvorlige stemning i forsamlingen. De kendte ham godt, eller rettere de vidste, hvem han var, fordi herr Arnau Estanyol holdt meget af ham. Det var den gamle mand, der nu stod midt i flokken og virkede lille i sammenligning med de store og stærke oldermænd fra bastaix'ernes lav i Barcelona.

Alle vidste, hvem Arnau Estanyol var; de beundrede ham for hans historie, og der fandtes stadig nogle, som kunne fortælle om alt det, han havde gjort for lavet og dets brødre. Hugo stillede sig tavs ved siden af herr Arnau, som om han ejede ham. Den gamle mand nøjedes med at purre op i drengens hår uden at miste tråden i samtalen. De talte om, hvor farligt det var for bådførerne at bugsere galejen, og hvor farligt det var, når den var grundstødt langt fra stranden, og det var nødvendigt at komme ud til den for at fortøje den. Den kunne kæntre. Bølgerne var voldsomme, og de fleste af bastaix'erne kunne ikke svømme.

»Hugo!« lød et råb hen over larmen fra de mange mennesker.

»Er du nu stukket af fra din mester igen?« spurgte Arnau.

»Han skal ikke i gang med at arbejde endnu,« undskyldte drengen sig.

»Løb hen til ham.«

»Jamen ...«

»Løb nu.«

Slæbende på kuglen fulgte Hugo efter genoveseren hen ad stranden, mens denne udstedte ordrer til højre og venstre. Bygmesteren respekterede ham, og det samme gjorde mændene; ingen var i tvivl om Domenicos evner som skibsbygger. De mange aktiviteter gik i gang i samme øjeblik, som det lykkedes bådførerne at nå ud til Santa Marta, få fat i skibets ankertove, hive ankrene op og begynde at slæbe det ind mod stranden. Fire både, to på hver side, trak i skibet. Nogen betragtede scenen med ængstelse; skrækken stod malet i deres ansigter og knyttede hænder. Andre, og det var størsteparten, lod sig blot rive med, og deres opmuntrende tilråb konkurrerede med den ustyrlige larm rundt om dem.

»Koncentrér dig om at følge med, Hugo.« Genoveseren kaldte ham til orden, fordi han var sakket agterud og havde opmærksomheden rettet mod det sted, som resten af folkemængden kiggede ud på: en båd, der var lige ved at kæntre, og et par bådførere, der faldt over bord. Ville det lykkes dem at komme op igen?

»Mester ...« bad drengen uden at fjerne blikket fra bådførerne, der kæmpede for at bjærge deres kammerater, mens Santa Marta krængede over på grund af den fjerde båds manøvrer. Hugo rystede. I denne scene så han en anden scene, som de sømænd, der havde været sammen med hans far, da denne døde for et par år siden, opslugt af bølgerne på en rejse til Sicilien, havde fortalt ham om. Genoveseren forstod ham, for han kendte historien om hans far, og han var ligeledes grebet af det drama, der udspillede sig ud for stranden.

Det lykkedes den ene af bådførerne at hejse sig op i båden, mens den anden kæmpede desperat i bølgerne. De ville ikke bare svigte ham. Den båd, der trak i samme side af galejen som den første båd, slap sit tov og sejlede hen til det sted, hvor den nødlidende bådførers arme var forsvundet ned under vandet. Kort efter kunne de fægtende arme ses igen.

Tilskuerne åndede lettet op efter at have holdt vejret. Men armene forsvandt endnu en gang. Strømmen trak bådføreren ned i havet. Den første båd slap ligeledes sit tov, og de to både på den anden side sluttede sig til, da de forstod, hvad de andre forsøgte at gøre. Alle fire både sejlede nu beslutsomt hen for at komme deres kammerat til undsætning, styrket af den hjælp, der nåede dem inde fra stranden: tilråb, bønner, tavshed.

Hugo mærkede, at genoveserens fingre borede sig ned i hans skulder. Han beklagede sig ikke over smerten. Redningsarbejdet faldt sammen med det øjeblik, hvor Santa Marta, der var kommet i drift, stødte på grund på den lille Sant Damia-pynt. Enkelte kiggede hen på skibet et kort øjeblik, hvorefter de igen vendte opmærksomheden mod bådene. Der kom et signal fra en af dem, og selv om nogen tog det som tegn på godt nyt og faldt på knæ, var det for de fleste ikke tilstrækkeligt. Hvad nu, hvis det var et forkert signal?

Flere signaler fra alle bådene nu, arme løftet i vejret, knyttede hænder, som ville de slå mod himlen. Der var ingen tvivl ved side af galejen længere: Mændene vendte alle tilbage. De roede ind mod stranden, hvor de blev mødt med latter, omfavnelser og tårer. Hugo kunne mærke mesterens lettelse, men han selv rystede stadigvæk. Ingen havde kunnet gore noget for hans far, havde de forsikret ham om. I dette øjeblik så han ham for sig, med Iøftede arme for at bede om hjælp, ligesom bådføreren netop havde gjort det, da han lå i det oprørte hav. Genoveseren klappede ham kærligt på hovedet.

»Havet kan være lige så vidunderligt, som det kan være grusomt,« hviskede han. »I dag var det måske din fader, som nede fra havet hjalp denne mand.«


Kundernes boganmeldelser af Jordens arvinger

Anmeld bogen og vær med i konkurrencen om gavekort – læs mere her.

Der er ingen anmeldelser af Jordens arvinger

for at skrive en anmeldelse.

Se andre bøger, der handler om:

Bogens kategori:

Din personlige bogassistent

Han følger dig rundt og finder nye anbefalinger, baseret på de bøger du kigger på.

Skjul bogassistenten

Få løbende anbefalinger fra din personlige bogassistent, mens du kigger rundt her på siden.