Gjerrildbanen

Gennem 45 år var Gjerrildbanen

en livline gennem det nordøstlige

Djursland. Toget erstattede de langsomme

hestevogne, og indbyggerne

fik nye muligheder for at rejse

lokalt eller videre ud i landet. Man

rejste til familiebesøg, på ferietur,

til dyrskuer, til Grenaa for at gå i

biografen og meget mere. Tusindvis

af Grenaa-borgere kørte på udflugt

til Gjerrild, hvor der var kro og afholdshotel

samt store skove. Flere

generationer af unge rejste dagligt

til Ryomgård for at få undervisning

på byens private realskole. Banens

godstrafik gav nye muligheder, og

flere byer skylder Gjerrildbanen sin

eksistens. Gravning af tørv ved Stenvad

skabte industri og en by ved

stationen. Tømmer fra de store

skove ved Meilgaard Gods og

Sostrup blev sendt med banen,

og et savværk blev etableret i

Tranehuse. Kystfiskerne ved Fjellerup

og Bønnerup sendte fisk

helt til Nordtyskland. Landmænd

modtog foderstoffer og gødning,

mens dyr blev sendt til slagteriet.

Fra Gjerrild Nordstrand blev der

under Besættelsen sendt enorme

mængder ral og grus til støbning

af tyske forsvarsværker i Vestjylland.

og flyvepladser ved Karup

og Tirstrup

Efter Besættelsen voksede konkurrencen

fra landevejstrafikken,

og banens økonomi gjorde det

umuligt at fortsætte. Gjerrildbanens

sidste tog kørte i juni 1956.

Bogen er en grundig beskrivelse

af banens historie, hvor samspillet

mellem bane og egn dokumenteres.

I særskilt afsnit beskrives lokomotiver,

motorvogne og vognmateriel

med fotos og tegninger.