Flyvende sommer

Som lyriker er Stuckenberg uegal, men rammer med pludselig klarhed tonen i enkelte digte, der rummer linjer for evigheden. Mest helstøbt er digtkredsen Flyvende Sommer (1898), der indskriver en forelskelseshistories anslag, fuldbyrdelse og afsked i årstidernes rytme fra vinter til vinter. I denne samling er Stuckenberg gået fra det politiske rum ind i kærlighedens, genspejlet i den årlige naturs omskiftelser i en typisk lidenskabelig bevægelse, der fryses midt i vinterens hjerte. De enkelte digte beskriver et symbolsk forløb fra naturens ydre fænomener til sjælens indre. I „Fuldmaane“ sammenlignes den elskedes hår med en grenarabesk i månelyset, der fanger manden og hans tanker ind:som et Kvindehaar,der, mens Frosten synger,hvor jeg gaar,om min Fod sig slynger,fletter sig saa tæt,hvor mit Blik jeg sænker,slaar sit Netdulgt om, hvad jeg tænker.Det glidende i den strofiske opbygning modsvares af det dobbelttydige og dæmoniske i processen, hvor kvinden – som i Johannes Jørgensens roman Livets Træ – spinder manden ind med sit hår og suger kraften ud af ham i en typisk fin de siècle-attitude. Således fanget ind af begæret synker den elskede i „Aftensol“ ind i hans sjæl. Men