Den nye ulighed

af

Du sparer 11% fra forlagets pris Du sparer 27% fra forlagets pris
Den nye ulighed
  • Forlagets pris kr. 179,00
  • Leveringstid Mangler hos leverandør
Køb til medlemspris og få altid fri fragt.
Prøv 14 dage gratis (herefter 79,-/md.).

Læs mere om Saxo Premium her.
  • Op til 70% rabat
  • Fri fragt
  • Stream 30.000 e- og lydbøger
  1. Beskrivelse

    Den nye ulighed er en veldokumenteret debatbog om velfærdsstatens udfordringer og fremtid. Lars Olsen sætter i sin nye bog fokus på uddannelsessystemets krise og på den fremtidige ulighed, der her etableres. For hvad sker der med samfundets sammenhængskraft, hvis vi allerede i skolen ... Læs mere

    Udgivelsesdato:
    12-04-2007
    Leveringstid:
    Mangler hos leverandør
    Bedømmelse:
    (1)
  2. Yderligere info
    Udgivelsesdato:
    12-04-2007
    Sprog:
    Dansk
    ISBN13:
    9788702057737
    Sidetal:
    179
    Vægt:
    245
    Højde:
    16
    Bredde:
    128
    Længde:
    200
    Forlag:
    Gyldendal
    Nummer i serien:
    0
    Mærkat:
    Bog, hæftet
    Format:
    Hæftet
    Udgave:
    1
    Originalsprog:
    Dansk
    DK5:
    30.16
    • Bibliotekernes beskrivelse

      Kortlægning af de ulige livschancer i fem-sjettedels-samfundet, hvor det store flertal aldrig har haft det så godt, mens et betydeligt mindretal er ved at blive hægtet af.

  3. Anmeldelser
    • "Til kamp mod de ulige chancer. Så har han gjort det igen. Lars Olsen. Skrevet en aldeles letlæst og vedkommende debatbog om det danske fem-sjettedels-samfund. Bogen består af analyser, person¬lige oplevelser og interviews. Den henvender sig til alle, der er interesseret i Danmarks kulturelle, sociale og samfundsmæssige forhold, dvs. politikere, den oplyste borger, de uddan¬nelses¬søgende, socialarbejdere og andet godtfolk. Til trods for at bogen behandler svære samfundsmæssige problem¬stillinger, er den skrevet, så enhver der gider kan følge med. Den er dejlig fri for akademiske nykker, men tro ikke, at bogen ikke går i dybden med problemerne. Det gør den – og den gør det på en dejlig fordomsfri måde. Der er hug til både traditionelle liberalister og betontunge socialister. Hovedsagligt fordi de mest tænker bagud i stedet for fremadrettet. Lars Olsen mener, at den ny tid kalder på nye måder at betragte verden på, og dermed også på nye politiske handle¬mønstre. Lars Olsen kommer i slutningen af bogen selv med en række konstruktive forslag til fremtidige politiske målsætninger. De vil med garanti kunne danne basis for mange gode socialpolitiske diskussioner i den kommende tid. Bogen er opdelt i tre dele. Første del beskriver hvad der forstås ved fem-sjettedelssamfundet. Anden del handler om det danske uddannelsessystem – især med fokus på problemerne omkring de ikke-boglige erhvervsrettede uddannelser. Tredje del beskriver hvilke sociale og kulturelle mekanismer i det moderne samfund, der skaber den nye ulighed. Afslutningsvis peges der på hvilke politiske strategier, der kan modvirke opløsningen af samfundets sammen¬hængskraft. Bogen igennem gives der en lang række faktuelle oplysninger fra egne undersøgelser, videnskabelige rapporter og flittig avislæsning, men bogens stærkeste side er Lars Olsens evne til at levendegøre de tørre tal og rapporter gennem fremragende interview, medlevende historier fra egne og bekendtes erfaringer og oplevelser med det ulige Danmark. Det gøres ikke bedre! I bogens første del formulerer Lars Olsen sin overordnede samfundsanalyse sådan: ”Danmark er i de seneste årtier blevet et fem-sjettedelssamfund. Det store flertal har aldrig haft det så godt, men et betydeligt mindretal lever under helt andre kår”. Dette betydelige mindretal er typisk kendetegnet ved: ” Som børn har de større risiko for at blive en ”sag” i det sociale system. Som unge har de færre chancer for at tage en uddannelse efter grundskolen. Som voksne har de større risiko for at havne på overførselsindkomst”. Fællestrækket for denne betydelige mindretalsgruppe har typisk været: ”markant færre livschancer for de børn og unge, der vokser op med såkaldt svag hjemmebaggrund”. Begrebet svag hjemmebaggrund skal forstås meget bredt. Det er ikke tilstrækkeligt kun, at se på økonomien. De uddannelses¬mæssige, sociale og kulturelle kompetencer – eller mangel på samme – i familierne spiller en helt afgørende rolle for borgernes indplacering i det moderne samfund: ”Dårlig økonomi er således en del af billedet, men ikke selve kernen i miseren. Moderne ulighed bunder frem for alt i socio¬kulturelle faktorer som marginalisering på arbejdsmarkedet, lav udannelsesniveau og rodede familieforhold”. Lars Olsen afliver myten om, at den nye ulighed kun rammer de etniske minoriteter. De etniske minoriteters er godt nok overrepræsenteret i denne ressourcesvage gruppe, men hovedparten af dem der befinder sig i denne gruppe, er etniske danskere – især enlige mødre. Ofte glemmes denne dimension i debatten. Bogen fremlægger løbende en statistik, der klart understøtter disse udsagn. Bogens anden del er helliget det ulighedsskabende uddannelsessystem. Lars Olsen roser faktisk den del af Regeringens velfærdsaftale fra juni 2006, der går ud på, at 95 pct. af alle unge i 2015 skal gennemføre en ungdoms¬uddannelse, og mindst halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Meget perspektivrigt og ambitiøs, men problemet er dog efter Lars Olsens mening, at dette mål ikke opnås ved at hælde endnu mere uddannelse på de velstillede børn. De skal nok klare sig. Opgaven og udfordringen består i at få de 20 pct. af en ungdomsårgang, der i dag enten ikke påbegynder eller dropper ud af ungdomsud¬dannelserne, til at kunne klare fremtidens krav. Det gøres ikke ved at fortsætte de eliteprægede uddannelsessystemer, som vi kender i dag. Der skal både være langt større familiemæssig opbakning, og uddannelserne skal være mere praktikprægede end tilfældet er i dag. Uddannelse skaber selvværd og karriere, mens manglende uddannelse skaber usikker eller ingen tilknytning til arbejds¬markedet med deraf følgende afhængighed af de sociale systemer. Nedbrydning af den sociale arv sker ikke alene igennem uddannelses¬systemet. Grundlaget skabes allerede i den tidligste barndom. De kognitive (dvs. erkendelses¬mæssige) kompetencer dannes allerede i barnet tidlige år før skolealderen. Højt uddannede familier er bedre til at stimulere disse intellektuelle egenskaber ved børn end lavt uddannede eller fraskilte forældre. Det der kan kompensere denne udvikling er daginstitutioner af høj pædagogisk kvalitet. Denne erkendelse bliver af Lars Olsen brugt til at slå et slag for det universelle velfærdssystem, hvor gode daginstitutionstilbud og gode skolemuligheder ikke kun er forbeholdt de rige og de veluddannede gennem elitær undervisning og brugerbetaling. Den franske sociolog Bourdieu nævnes ikke med en stavelse i bogen, men lur mig, hvis ikke hans teorier om habitus-, social- og kapitalbegreber ligger til grund for Lars Olsens skarpe analytiske iagttagelser. Det tjener dog Lars Olsen til ære, ikke at pakke sin bog ind i en pseudoakademisk tågesnak. En kritik han for øvrigt med rette, retter mod en række mellemlange uddannelser, der har fået et helt uacceptabelt - og unødvendigt - akademisk touch, der kun har gjort, at uddannelserne er blevet nærmest uopnåelige for de unge, der ikke kommer fra akademiske hjem. Disse uddannelser skal efter Lars Olsens mening være langt mere praksisorienteret. På baggrund af personlige erfaringer fra forskellige socialpædagogiske skoleprojekter foreslår Lars Olsen, at man seriøst overvejer heldagsskoler, da det især vil kunne understøtte børn fra ressourcefattige familier: ”Pointen i heldagsskoler og ”leg og læring” er, at det professionelle system spiller en større og mere systematisk rolle i børnenes hverdag og dermed skaber mere lige vilkår […] Et landsdækkende program med ”leg og læring” ville være et vigtigt første skridt for at mindske den sociale ulighed”. Lars Olsen mener faktisk, at det er sidste udkald, hvis man ønsker at vende udviklingen. Lars Olsen henviser til en større sociologisk undersøgelse, der viser, at ”chanceuligheden” i det danske samfunds uddannelsessystem gradvis blev mindre i perioden 1900 til 1990, hvorefter udviklingen desværre vendte til det værre. Siden 1990’erne er den sociale mobilitet gået i stå – om end på et højt niveau: ”Problemet er, at der fortsat er en massiv skævhed i toppen og bunden af uddannelsespyramiden – det er især de højtuddannedes børn, der får længere uddannelser, og især de ufaglærtes børn, der bliver ufaglærte”. Lars Olsen peger på, at alt for mange af de unge anden generations¬indvandrere falder negativt igennem uddannelsessystemet. Og han køber ikke ukritisk forklaringen om, at de bare har det forkerte navn: ”Det høje frafald blandt indvandrerunge skyldes dog især, at de har lært for lidt i folkeskolen og til tider har problemer med det danske sprog”. Efter udgivelsen af denne bog er dette udsagn i øvrigt blevet kraftigt understøttet af ”PISA Etnisk 2005”, der er blevet foretaget af Rockwoolfondens Forsk¬nings¬¬enhed. Lars Olsen peger på, at et af problemerne for disse udsatte unge er, at alt for meget af den danske undervisningspædagogik er præget af en idé om individuel ”ansvar for egen læring” rettet mod den ”kreative klasse”. Buzz-words der ligger denne ungdomsgruppe uendeligt fjernt: ”For unge fra ikke-boglige miljøer er mødet med skolekulturen fortsat et møde med en fremmed verden”. Lars Olsens anbefalinger er også klare på dette punkt: ”Børnehaverne må målrettet stimulere børnenes udvikling, så de møder op med mere lige forudsætninger ved skolestart […] Skolesystemet må i højere grad tage udgangspunkt i de to tredjedele af de unge, der ikke kommer fra hjem med længere boglig uddannelse. Hvis det ikke sker, forbliver uddannelse til alle blot en drøm”. Lars Olsen påpeger, at det forhold at middelklassen og de ressourcesvage er knyttet sammen af de universelle offentlige velfærdsydelser, gør, at de ressourcestærke stiller en række kvalitetskrav til de offentlige ydelser, som de ressourcesvage aldrig ville kunne tillade sig at stille krav om. Dermed er de ressourcestærke med til at trække både det sociale, sundheds- og uddannelses¬mæssige kvalitetsniveau højere op, end hvis ydelserne kun var forbeholdt de mindrebemidlede. Derfor vil det være en socialpolitisk ulykke, at flere og flere af de bedrestillede søger egne individuelt finansierede ordninger – væk fra de socialt udsatte. Denne udvikling vil efter Lars Olsens opfattelse yderligere fremme ghettodannelsen, og segmentere fem-sjettedels¬samfundet. Den sociale sammenhængskraft vil med denne politik blive endnu mere tyndslidt. Lars Olsens analyse lægger klart op til at fastholde vores nuværende universelle samfundsmodel: ”Lige chancer handler således ikke kun om socialpolitik over for de svage, men nok så meget om, hvordan vi indretter politikken over for alle borgerne og alle børnene”. Lars Olsen understreger igen og igen, at økonomi ikke er hovedproblemet i den nye ulighed. I Danmark er det heldigvis sådan, at meget få er rigtig fattige, og de er det meget sjældent i lang tid. Alligevel spiller økonomi en væsentlig rolle. Lars Olsen punkterer nemlig den udbredte forestilling om, at en stor økonomisk ulighed øger den sociale mobilitet – at økonomisk nød så at sige tvinger folk til at flytte sig socialt. Det forholder sig faktisk omvendt. Øget økonomisk ulighed medfører mere ulige muligheder. Danmark er et af de lande der har den mest lige indkomstfordeling samtidig med den største sociale mobilitet mellem generationerne. Lars Olsen påpeger derfor det store problem, der er opstået siden 1990’erne, hvor indkomst¬uligheden er blevet øget, med deraf opbremsning af den sociale mobilitet. Denne udvikling presser det nuværende universelle velfærdssystem, da de velstillede søger mod egne individuelt betalte løsninger: ”Stor ulighed medfører, at de velstillede ikke længere har samme interesse i et solidt velfærdssystem, som kan sikre ordentlige forhold for alle”. Velfærdssystemet bliver også presset af den etniske forskellighed. Det er derfor meget nødvendigt, at indvandrerne bliver inddraget i det danske samfund på en ordentlig måde. Lars Olsen foreslår sidst i bogen, at der tages fat på fem indsatsområder: En forbedret fordelingspolitik, der bl.a. indeholder øget beskatning af ejerboliger og mindre skat på lave arbejdsindkomster. En målrettet indsats af arbejdsmarkedspolitikken over for de svage grupper, og en tidlig indsats over for udsatte børn. En styrkelse af daginstitutionernes pædagogiske og læringsmæssige indhold – herunder at daginstitutionerne overflyttelse til Undervisningsministeriet, som i de øvrige nordiske lande. En bedre og mindre boglig skole, og et opgør mod individualisering og akademisering – med fokus på fællesskab og praksis. En boligpolitik, der modarbejder udviklingen af ”sociale reservater” – bl.a. gennem udbygning af den almennyttige boligsektor. For Lars Olsen er det vigtigt, at politikere – og andre – ikke bare går bevidstløst ind og diskuterer disse problemer ud fra en i forvejen fastlåst position. Der er behov for at tænke helt nyt. Han foreslår derfor, at der snarest bliver nedsat en Lighedskommission: ”Den skal ikke blot bestå af uafhængige eksperter, men også inddrage nytænkende praktikere fra daginstitutioner, uddannelses¬institutioner, sociale projekter m.v. Kommissionen bør komme med konkrete forslag til, hvordan vi skaber mere lige chancer i livet – lige fra overordnende politiske løsninger til ændringer i den kultur, der præger hverdagen i de offentlige systemer. Vi må erkende, at nutidens ulighed rejser nye og ubesvarede spørgsmål, og at de gode svar ofte udspringer af konkrete eksempler og erfaringer”. "

      Preben Etwil
    Log ind for at skrive en anmeldelse.

Fandt du ikke hvad du søgte?

Hvis denne bog ikke er noget for dig, kan du benytte kategorierne nedenfor til at finde andre titler. Klik på en kategori for at se lignende bøger.