Rosa, datter af Lauritz, er ansat i forsvarets efterretningstjeneste og ved alt om krigen, mens hendes søster Johanne derimod er kurér for den norske modstandsbevægelse, og her er historien om de to søskende.
Jan Guillou står bag "Blå stjerne" som er 5. bind i hans romanserie om det 20. århundrede. 2. Verdenskrig hærger og Johanne bliver sendt til Stockholm som spion, hvilket både er farligt og svært - hun skal redde Norges jøder, og det kan kun gå for langsomt.
"Blå stjerne" er en flot og tankevækkende roman om søstre og en krig, der næsten ødelagde alt.
Uddrag
Et af de sammenfoldede tæpper havde det rød-hvide mønster, som var typisk for Vestlandet. Tågede billeder fra operationsbordet, den kvindelige læges stålsatte blik over den hvide ansigtsmaske.
Det var ikke et rigtigt operationsbord, det var spisebordet i storstuen, og lægen var hendes mor. Billederne flød sammen i et totalt kaos, der ikke gav mening, eller blev til ingenting eller indimellem til drømme med en form for handling, som i biografernes
ugerevyer, men roligere, uden den gjaldende musik.
Varmen i sandet nede ved bådebroen, solglitrende vand, hvide sejl som gled forbi Startkobben eller Telegrafholmen.
Achtung! Ausweise!
De tyske kontrollører flåede som sædvanlig kupédøren op med et brag. Men tyskerne var trods alt nemmere at have med at gøre end de sædvanlige banditter fra Nasjonal Samling i deres latterlige uniformer. SS-mændene var uventet steget på toget i Hønefoss. SS’erne var de allernemmeste at have med at gøre. Hvis man tiltalte dem på deres eget sprog og kunne deres gradsbetegnelser, afvæbnede man dem som regel let.
I kufferten oppe i bagagenettet lå der mindst 20.000 norske kroner i nypressede, hårdt pakkede sedler under kuffertlågets for. Kurerposten bar hun helt ind til kroppen. Men rejsedokumenterne var der aldrig en finger at sætte på, de var ikke engang forfalskede. Hun havde vænnet sig af med at være bange, hendes tysk fungerede som et stålskjold. En af SS’erne, en Obersturmführer, var en flot ung mand, som taget ud af deres egne plakater. Han sagde, at han allerhelst ville være fulgt med hende helt til Bergen, men desværre var nødt til at stå af allerede i Geilo. Hans intimitet kom sig måske af, at de snakkede løs på tysk. De tre norske passagerers bagage lod han omhyggeligt undersøge, men ikke hendes. Til afsked gjorde han honnør i stedet for at heile.
En eksplosion! Det måtte have været en eksplosion; hun havde ondt i det ene knæ, som havde ramt togskinnen, da hun blev slynget omkuld. En kæmpes hånd havde kastet hende flere meter. Brandrøgen i næseborene, den ene kind mod banedæmningens skarpe skærver, hun var blind, kunne ikke høre andet end en høj, skærende tone, opfattede kun lugte. “Og begravelsen forløb som en drøm i sort.” Formuleringen havde et eller andet at gøre med Karin. Karin havde taget livet af sig. Virginia havde også taget livet af sig,
næsten samtidig.
Astarte, dårlig titel. Hun skulle have kaldt romanen Mannequindukken, som hun først havde tænkt. Mere nøgternt, dengang skulle alting jo være så nøgternt og sagligt.
