Introduktion til kaninjægeren

DET ER TIDLIG morgen, og fjordens stille vand glimter mat som børstet stål. Alle de store luksusvillaer ligger i natlig dvale, men swimmingpools og udendørslamper lyser mellem høje stakitter og grenværk. En beruset mand går på vejen langs stranden med en vinflaske i hånden. Han bliver stående foran et hvidt hus, hvis langstrakte glasfacade vender ud mod bugten. Med stor omhu stiller han flasken fra sig midt på vejen, træder hen over grøftekanten, klatrer over det solte smedejernsstakit og kommer ind på grunden. Slingrende går manden hen over græsplænen, standser svajende og stirrer på de store vinduer, altanbelysningens afspejling og møblernes dunkle former derinde.

Han fortsætter op mod huset, vinker til en halv meter høj havenisse af porcelæn, runder et plankeværk, snubler ud på terrassen, slår sit ene knæ, men genvinder balancen og kommer på benene Igen. Swimmingpoolens vand lyser som en lyseblå rektangel af
glas. Manden stiller sig på usikre ben ved kanten, åbner gylpen og begynder at urinere i poolen, dingler så hen til de marineblå udemøbler og lader det strømme ud over hyndeme, loungestolene og det runde bord. Urinen damper i den kølige luft. Han knapper gylpen og kigger på en hvid kanin, der hopper hen over græsplænen og forsvinder ind under en busk. Smilende går han tilbage mod huset, passerer verandadørene, støtter sig til plankeværket, går ned på græsplænen, standser og vender sig om.

Hans omtågede hjeme prøver at forstå, hvad det var, han lige så. Et sortklædt menneske med en underlig ansigtsform havde stirret på ham. Enten stod personen inde i det mørke hus, eller også befandt han sig udenfor og kiggede på ham via spejlingen.

Kapitel 1 i kaninjægeren

Fredag den seksogtyvende august

FRA DEN MØRKE himmel falder støvregnen langsomt. Det matte lysskær fra bebyggelsen når 30 meter op over tagene. Det er vindstille, og de oplyste dråber former sig som en diset kuppel over hele Djursholmen. Direkte ved Germamavikens blanke vand ligger en kæmpe villa. Derinde går der lige nu en ung kvinde vagtsomt som et dyr hen over det lakerede parketgulv og det iranske tæppe. Hun hedder Sofia Stefansson. Uroen får hende til at registrere hver eneste detalje. På sofaens armlæn ligger en sort fjembetjening. Nogen har viklet gennemsigtig tape omkring den for at holde dækslet over batterierne på plads. Svage aftryk af ringe fra glas kan ses på bordet.

Et gammelt plaster er blevet hængende i frynserne på det store gulvtæppe. Gulvet giver sig bag Sofia, som om der var nogen, der listede efter hende gennem rummene. Stænk fra den våde, stenbelagte havegang ses på de høje hæle og op ad de muskuløse lægge. Hendes ben er stadig veltrænede selv om det er to år siden, hun stoppede med fodbold. Sofia skjuler tåregassprayen i hånden for manden, der venter på hende. Hun gentager for sig selv, at hun selv har valgt situationen, at hun har kontrol over den, og at hun gerne vil være her. Manden, der lukkede op, står ved en lænestol og følger hende ugenert med blikket.

Sofias ansigtstræk er symmetriske, men med ungdommeligt runde kinder. Hun har en blå kjole på med bare skuldre. En række af små, stofbetrukne knapper strækker sig fra halsen ned mellem brysterne. Det lille guldhjerte i kæden vipper i den lille fordybning ved halsen, hvor pulsen banker løs. Hun ved, at hun kan undskylde sig og forklare, at hun ikke har det godt, at hun er nødt til at tage hjem. Han ville måske blive irriteret, men acceptere det. Manden ved lænestolen ser på hende med en sørgmodig sult, som får angsten til at flagre op i hendes mave. Hun fik pludselig en fornemmelse af, at hun har mødt ham før, at han måske var en overordnet chef, der er hastet forbi på en eller anden arbejdsplads eller en far til en klassekammerat for længe siden.

Sofia bliver stående et stykke fra ham, smiler og mærker sit hjertes hurtige slag. Hun har tænkt sig at holde afstand, indtil hun har aflæst tonefald og bevægelser. Hans hånd, som klemmer om lænestolens ryglæn, viser ingen tegn på voldsomhed, neglene er velplejede, og den glatte vielsesring er ridset af et langt ægteskab. Fint hus, siger hun og fører en skinnende lok hår væk fra ansigtet. Tak, svarer han og slipper grebet om lænestolen. Han kan ikke være meget mere end 50, men bevæger sig med en tung dysterhed, som et gammelt menneske i sit gamle hjem

Du tog en taxa herhen? Ja, svarer hum. Der bliver stille igen, pendulet i det tilstødende rum slår to halvslag med en spinkel klang. Et safranrødt pulver falder lydløst fra en udsprungen lilje i en vase. Sofia indså ganske tidligt, at hun blev trigget af seksuelle
situationer. Hun kunne godt lide anerkendelsen, følelsen af at være udvalgt, men blev egentlig aldrig forelsket i nogen. Har vi ikke set hinanden før? spørger hun. Nej, det ville jeg kunne have husket, svarer han og smiler glædesløst. Mandens gråblonde hår er tyndt og redt tilbage over hovedet.

Det slappe ansigt er lidt blankt, og hen over panden løber en tung fure. Samler du på kunst? spørger hun og nikker over mod væggen. Jeg er kunstinteresseret, svarer han. Hans lyse øjne ser på hende bag hombrillerne. Hun vender sig væk, stikker den lille flaske med tåregas ned i tasken igen og går så hen til et stolt maleri i guldramme...

Alle bøger om Politiromaner