Rent genremæssigt kan man sige, at digte er modsætningen af prosa; det er poesi, skrevet på vers. Historisk set har de eksisteret siden de ældste tider og er en form for kunstnerisk udtryksform.
Udtryksformen ændrer sig hver gang, en ny digter kommer til, og har igennem tiden udviklet sig ud af mange grene og sat nye standarter for den litterære kunst.

Digtet kan kræve stor opmærksomhed fra sin læser, som ofte bliver nødt til at fortolke digtets mening og stemning, da forfatteren sjældent forærer sin læser det hele.

I Danmark har mange forskellige digtere sat deres præg på genren; H. C. Andersen, Dan Türell, Michael Strunge, Søren Ulrich Thomsen og Tove Ditlevsen er blot få ud af mange, som i særdeleshed bliver hyldet, som store poesi-forfattere.
I udlandet kan nævnes f.eks. Walt Whitman, Emily Dickinson, William Blake og Roald Dahl, men her er også tusinde og atter tusinde at vælge i mellem, som alle har sat deres præg på den litterære historie.

Samtlige digtere i historien kan noget særligt hver især, og de skriver på meget forskellig vis. Nogle har holdt sig til traditionelle genre-konventioner, imens andre har gjort alt for at springe disse konventioner og finde på noget nyt og revolutionerende. De har dog alle noget til fælles:
Alle forsøger de at få deres følelser ned på papir og sætte tanker i gang hos deres læsere. Det er nemlig noget af det digte er bedst til: At sætte tanker i gang.
Digte kan få tårerne til at løbe ned af kinderne, de kan få smilene til at brede sig og de kan ramme lige dér, hvor det er aller rarest eller hvor det gør allermest ondt.

Digtes betydning må ikke undervurderes, og det må ej heller digternes.

Alle bøger om Abendländische Philosophie