 |
af Rie B
(14. december 2007)
"Eivissa er en kærlighedsroman. Den handler nemlig om en ung mands kærlighed til kærligheden. Den unge studerende Jakob er ikke rigtig veltilpas nogen steder og holder orlov fra studierne ved at arbejde som rejseleder på Ibiza, og han vil så gerne opleve den store passion.
Da den smukke og ti år ældre jetset-kvinde Rahel en dag står i lufthavnen og har mistet sin kuffert, hjælper han hende og forelsker sig samtidig voldsomt. Måske mindre i hende, mere i hendes overjordiske status og uopnåelighed og i tilstanden håbløs forelskelse. En virkelig kontakt bliver det aldrig til hverken fysisk-erotisk eller mentalt, selv om Rahel og Jakob tilbringer megen tid sammen. Rahel forholder sig konstant distancerende og mystisk, og man får som læser en fornemmelse af, at den mentale mystik måske dækker over, at hun ikke har ret meget at byde på.
Mere at byde på har den unge rejseleder Ditte, også hun en studerende på orlov, sød, begavet og fornuftig og glad for Jakob, som også hurtigt indleder et forhold til hende. De har dejlig sex, og hun kan give ham mentalt modspil; men indre kræfter tvinger ham til sideløbende at fortsætte ikke-forholdet til Rahel. Man mærker mere og mere tydeligt, at Jakob har en hang til tragik, han må pine sig selv ved at kredse om Rahels uopnåelige og i hans øjne gådefulde person, ligesom han kredser om smerten i sin egen hjemmetyske baggrund og i Rahels jødiske.
Også Rahel synes at hige mod det tragiske. Som rigmandsdatter har hun aldrig været nødt til at arbejde, og man aner en fortvivlelse ved nytteløsheden, en fortvivlelse som kvinden har fyldt med blandt andet bekendtskabet med en 15 år yngre dreng, som kun er blevet 12-13 år gammel. Forbindelsen har ikke været seksuel, men den har helt andre toner af livsnødvendighed end et almindeligt tanteforhold eller voksenvenforhold. Med den smukke, men fattige Günther har Rahel haft et egentligt kæresteforhold, men samme Günther har for stedse berøvet hende drengen. Med bøssen Adrian har hun et nært venskab, men også det mærkes af smerte, da Adrian og Jakob kortvarigt har et seksuelt forhold. Eivissa er en uforløsthedernes bog, og slutningen bliver et inferno af afbøjede følelser, der udløses i blodig voldsomhed. Det kommer overraskende, men alligevel ved man som læser, at det var uundgåeligt.
Hans Schmidt Petersen har et tæt og intenst sprog, en eminent sans for antydningens kunst og har skrevet en usædvanlig kærlighedsroman. Måske om et sygt sind, eller to eller tre. Man sidder tilbage med samme tvivl som om Shakespeares personer ? er de splittergale, eller har vi alle den galskab i os? Eivissa er en sand tragedie, og den er i høj grad værd at læse.
"
|