Sort land

Jeg er vokset op i en typisk indvandrerghetto — med mange børn, koranskoler, bander, arrangerede ægteskaber og folk på overførselsindkomst. Jeg flyttede og fik mig en uddannelse, et godt job, egen bolig langt væk — jeg er altså en såkaldt mønsterbryder, et godt eksempel. Men det er ikke først og fremmest mig som det gode eksempel, denne bog handler om.

Den handler om ghettoen — om det liv, der leves dér; den kultur, der hersker. Den kultur er i mine øjne karakteriseret ved en ekstrem lukkethed i forhold til det samfund, der omgiver den — det danske. Den opretholdes gennem en stram kollektiv kontrol, som forhindrer individuel frihed og personlig udvikling — man ønsker at bevare status quo, at hver generation kopierer den forrige og i hvert fald ikke bryder med kulturen og finder sin egen vej. Som jeg altså gjorde. For mig at se handler det ikke om religion eller etnicitet. Snarere er kulturen skabt af lige dele magelighed, uvidenhed og afmagt. 

Derfor har jeg mest af alt skrevet denne bog som et opråb til dem, der lever i disse kulturelle parallelsamfund, og som fastholder deres børn i de samme mønstre. Der er et akut behov for, at medlemmerne af denne kultur tager ansvar for deres egen tilværelse og indser, at man ikke kan afvise at være en del af det danske samfund — at der er pligter såvel som rettigheder. Det kan være svært at se sit eget liv udefra, men det er nødvendigt, hvis man skal ændre på uhensigtsmæssige mønstre, og dem er der mange af i den kultur, jeg beskriver her. Jeg ved, at min bog vil skabe vrede hos mange i det miljø, jeg kommer fra. Men jeg håber ikke, at vreden vil skygge for selvindsigten.

Det er ikke min hensigt at skade folk. Det er min hensigt at hjælpe. 
Men skal man bryde med velkendte rammer — måske endda med sin familie — har man brug for, at der er hjælp udefra også. Denne hjælp skal komme fra det danske samfund i form af oplysning, krav og anerkendelse — anerkendelse af, at vi alle er forskellige og skal have lov til at være det. Men denne anerkendelse betyder også, at der kan stilles krav til det enkelte individ om at indgå i samfundet i det omfang, man kan. Den enkelte skal hverken straffes eller stryges med hårene og negligeres, for det er netop denne overbærenhed, der blandt andet er skyld i, at de negative sociale mønstre fortsætter.