Guldfuglen

Det var en blanding af uhyggelig alvor og familiær hygge, der mødte mig, første gang jeg blev præsenteret for Martin Fryd Petersen. Jeg blev hentet af en politimand og kørt ud på landet uden at kende destinationen. Jeg vidste ikke meget om den mand, jeg skulle møde, udover at han havde været central for politiets opklaring af en række alvorlige forbrydelser begået under krigen mellem rockere og bander. Han var selv dømt for flere af dem og var nu under massiv beskyttelse, fordi han havde vidnet mod sine tidligere »brødre« i AK81 og HellsAngels. 
Han ville fortælle sin historie, og vi skulle mødes for at finde ud af, om jeg skulle skrive den for ham. 

Sikkerhedsforanstaltningerne var umiskendelige, da vi nåede frem til et øde beliggende sommerhus, hvor flere politifolk tog imod. Det var ikke alene de fysiske tegn på, at her blev der holdt øje, det var hele stemningen af professionel årvågenhed, der lå som en dyster klangbund midt i den landlige idyl. Indenfor var der dækket et overdådigt morgenbord med hjemmebagte boller, frisk frugt og müsli til den græske yoghurt, kaffe, juice og kakaomælk. Endnu flere politifolk og midt i flokken en lille, bred fyr, der både var lidt nervøs og lidt nysgerrig, da vi sagde goddag. Det var som at træde ind i en sammentømret gruppe, nærmest som første gang man er med til komsammen med svigerfamilien, hvor man både iagttager og bliver iagttaget, mens alle de andre snakker og sender kaffen rundt, som de plejer. Indforståede bemærkninger, grin og godmodige smådrillerier fløj snart frem og tilbage over morgenmaden. 


Martin var det naturlige midtpunkt og indtog som den yngste en slags lillebrorrolle. Det var åbenlyst, at han kunne lide de mennesker han var omgivet af, at han kendte dem og nød samværet. Til hverdag sad han i fængsel, isoleret af hensyn til sin sikkerhed, Hvor han sad, fik jeg aldrig at vide, og jeg kunne aldrig besøge ham i fængslet, af hensyn til hans sikkerhed. At vi overhovedet mødtes, skulle holdes som en dyb hemmelighed - af hensyn til hans sikkerhed. Efter morgenbordet satte vi os for os selv uden politifolkene for at tale om den bog, det hele handlede om. For Martin var der flere grunde til at fortælle sin historie: Folk skulle forstå, hvordan tingene i virkeligheden foregik i det miljø, han havde været en del af. Folk skulle kende hans egen version af det liv, de valg og de begivenheder, der var blevet gengivet i retten og i medierne i forbindelse med de mange sager om vold og drab, der fra 2010 til 2012 sendte adskillige rockere i fængsel omkring 200 år sammenlagt. Og verden skulle vide, at selv om de personlige konsekvenser havde været enorme og indimellem decideret absurde, så fortrød han ikke, at han havde valgt at samarbejde med politiet. 

I de følgende måneder mødtes vi adskillige gange og sad timevis over kaffe, cola og cigaretter med optageren kørende på bordet, mens jeg spurgte, og han fortalte om sit liv og sig selv. Hvert møde krævede planlægning og logistiske løsninger fra Københavns Politi. 
Martin skulle transporteres fra sit fængsel til politigården eller enkelte gange til sommerhuse, som fungerede som hans mulighed for udgang fra fængslet, omgivet af politifolk. Jeg vidste ikke på forhånd, hvor vi skulle hen og fik først med dags varsel besked om, hvortil jeg skulle tage toget for at blive hentet på stationen. Vi var alene, når vi arbejdede. Martin var ærlig, selv når han skammede sig eller manglede ord til at forklare præcist. Ofte undskyldte han på forhånd, tog afstand fra det, han fortalte om sig selv, og understregede, at han i dag kunne se, hvor tåbelig, afstumpet og blind, han havde været. Han brød sig end ikke om at genkalde sig det sprog, han havde talt dengang At »nakke nogen« blev til at »gennemføre et attentat« , »perkere« til »indvandrere«, Martin var klar over, at mange vil reagere på hans historie med foragt og afsky, at andre vil blive vrede, og at nogle vil spørge, hvorfor man skal lytte til en brutal voldsmand af en rockerlærling. Ikke desto mindre håbede han, at hans historie kan hjælpe andre som ham, hvad enten de er på vej ind i klubberne eller søger en vej ud. 

Det var hans sidste chance for at få sit budskab ud. Inden for en ikke nærmere defineret fremtid skulle han overgå til et vidnebeskyttelsesprogram og et helt nyt liv. Hvornår, hvordan og hvem der skulle stå for det, stod hen i det uvisse, og jeg fik det aldrig at vide. 
Fordi vi måtte regne med, at han var væk, når bogen udkom, gav han fuldmagt til nogen, han stolede på, som har godkendt manuskriptet på hans vegne. Selv stillede han kun få betingelser til bogen, og de handlede udelukkende om at beskytte andre mennesker i hans liv. Der er ingen billeder af Martin i bogen. Det skyldes hensynet til hans sikkerhed. Bogen er baseret på Martins beretning og i øvrigt på tilgængelige oplysninger fra retsbøger og avisomtaler. Københavns Politi har haft lejlighed til at læse manuskriptet for at påpege eventuelle fej og sikre, at vi ikke uforvarende afslørede noget, der kunne få betydning for beskyttelsen af Martin eller andre vidner som ham. 

Men præmissen var fra begyndelsen, at dette var Martins bog og ikke en, politiet havde magt eller redigeringsret over. De kriminelle forhold, han beskriver, havde han i forvejen fortalt politiet om - også forhold, som blandt andet på grund af bevisvurdering og reglerne om forældelse ikke har fået juridiske konsekvenser. De politifolk, der har været tilknyttet efterforskningen og arbejdet med Martins sikkerhed, har bedt om ikke at blive nævnt ved navn i bogen. Den verden, Martin var en del af, vækker mest af alt lede hos de fleste. De uigennemskuelige territorialkampe og mærkværdige æresbegreber, for slet ikke at tale om den ekstreme vold, er fænomener, der synes omsonst at forsøge at begribe. »Så længe de nøjes med at skyde hinanden, « lyder en typisk kommentar. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med dem? For mig er svaret enkelt: Fordi de er her. Uanset politiindsats, fængselsstraffe og offentlig fordømmelse findes rockerklubberne og tiltrækker til stadighed vrede unge mænd som Martin, der kan lide at slås og er parate til at gå meget langt i deres iver efter at få del i klubbernes magt, prestige og fællesskab. Uanset hvad vi synes om Martin, om vi forstår ham eller ignorerer ham. 

Den mand, jeg lærte at kende, har gjort nogle rædselsfulde ting. Men han er også en ung mand, som mod enorme odds har formået at ændre sit liv og sig selv til noget bedre. Han er ærekær, pligtopfyldende og uendeligt loyal over for dem, han stoler på og holder af. 
Jeg sagde farvel til Martin sidste gang det sommerhus, hvor vi mødtes første gang, og lovede ham at gøre mig umage med at leve op til den tillid, han har vist mig ved at lægge sin livshistorie i mine hænder. Jeg håber, at han vil være tilfreds med resultatet. Jeg ved ikke, hvor han er, eller hvad han hedder nu. Men når han om ikke længe fylder 30 år , vil jeg ønske for ham, at han kan finde det liv og den fremtid, han drømmer om, uden vold, uden frygt og uden at glemme, at han fik en chance mere. 

Marie Louise Toksvig 
København, januar 2015