Luk Forårsudsalg! Spar 25%, 35% eller 50% på mere end 5.000 forskellige bogtitler.
Gem siden med AddThis Send til en ven
 

Sådan giver og modtager du respons på tekster

Du lærer at skrive ved at skrive, og du lærer også at skrive ved at læse. Derfor får du meget ud af at læse andres tekster og give respons på dem. Du bliver klogere på din egen historie ved at se, hvad der fungerer/ikke fungerer i andres tekster.


Tre vigtige grundregler, når du giver feedback

  • Start altid med at skrive noget positivt. Alle er sårbare, når det gælder ens egen tekst
  • Henvend dig direkte til forfatteren. Det er meget ubehageligt, hvis andre diskuterer ens tekst hen over hovedet på en
  • Brug jeg-sætninger: Jeg synes ... Jeg forstår ikke ... I fiktion findes der ikke nogen endegyldig sandhed


    Når du giver respons på kortere tekster, skal du fokusere på

  • Hvad er dit helhedsindtryk af teksten? Nævn derefter mindst én god ting: Jeg kan godt lide, at ...
  • At komme med mindst ét spørgsmål til teksten, en undren: Jeg forstår ikke, hvorfor ... 

  • Når du modtager respons, skal du tænke på 

  • Ikke at gå i forsvarsposition. Lad være med at forklare: Jamen, det er fordi ... hvis teksten f.eks. skal udgives, skal den kunne stå alene. Så har du ikke mulighed for at forklarer sammenhængene
  • Ikke at diskutere responsen, men stil uddybende spørgsmål, hvis der er noget, du ikke forstår
  • Du skal kun ændre det, du er enig i. Betragt det, du får at vide, som en foræring, en læserreaktion.


    Når du giver respons på længere tekster, skal du huske

    At alle kan skrive, forfattere kan omskrive! 

    En tekst er ikke færdig, før den er skrevet igennem mindst én gang. Her er det godt med en dybdegående respons på både form, indhold og sprog. Forfatteren til en tekst har altid sine "blinde pletter", det vil sige ting i teksten, som han/hun selv er blind overfor, men som andre måske lægger mærke til, fordi de ser teksten med friske øjne.


    Når du skal give respons på længere tekster, skal du 

    1. Læse teksten igennem én gang uden at stoppe op, og notere

    - Hvad var dit helhedsindtryk af teksten?
    - Hvilken stemning efterlader den dig i?

    2. Læse teksten igen. Noter undervejs alt, hvad du har at sige om

    Indhold
    - Hvad handler teksten om? Kan du følge med? Hvis ikke: Hvor taber du tråden?
    - Hvordan oplever du miljøet? Får du rigelig med beskrivelse eller mangler du oplysninger? Find eksempler.
    - Hvordan er personerne? Er de interessante og troværdige?
    - Hvordan fænger indledningen? Får du lyst til at høre mere? Hvorfor/hvorfor ikke?
    - Hvad med slutningen? Er den overraskende? Hvorfor/hvorfor ikke? Eller er den forudsigelig? Får du dine forventninger indfriet?

    Form
    - Hvilken genre er teksten? Holder den genren? Hvis ikke: Hvor bryder den med genren? Fungerer teksten alligevel? Hvorfor?
    - Hænger teksten sammen? Mangler der oplysninger eller får du for meget at vide?
    - Har teksten retning eller "stritter" den?
    - Hvordan er fortælletempoet? Er der både brugt beretning og situation? Skrider historien godt fremad? Hvor går det for hurtigt eller langsomt?
    - Hvordan fungerer overgangen mellem afsnittene? Kan man følge med?
    - Hvordan fungerer replikkerne? Er de interessante og overraskende? Giver de noget nyt til personerne?
    - Hvilken fortællesynsvinkel er anvendt? Er den konsekvent?
    - Hvilken grammatisk tid har forfatteren valgt til at fortælle historien (nutid eller datid)? Fungerer det? Er det konsekvent?
     
    Sprog
    - Er sproget sanseligt, farverigt, levende? Peg på steder i teksten, hvor der er anvendt konkret sanseligt sprog, der viser i stedet for at fortælle. Er der andre steder, hvor der er gode muligheder for det?
    - Er der brugt metaforer eller sammenligninger? Hvordan fungerer de i teksten? Find eksempler på originalt sprog? Peg på eventuelle klichéer eller slidte vendinger.

    Som responsgiver skal du altid forholde dig til teksten, ikke til forfatteren! Sæt ikke lighedstegn mellem hovedpersonen i teksten og forfatteren.


    Når du modtager respons på længere tekster, skal du fokusere på

  • At du kun skal ændre det, du selv er enig i. Betragt det, du får at vide, som et tilbud, en reaktion fra en læser.
  • Du kan også bruge ovenstående spørgsmål på dine egne tekster, men det må ikke erstatte responsen fra andre.
  •  
      Søg:     
    SAXO.com ApS - Tlf: 38 15 05 10 - E-mail: info@saxo.com - CVR: 29197849 - Kundeservice