   
|
af
Preben Etwil
(15. april 2008)
"Til kamp mod velfærdsmyterne.
På under tohundrede sider er det lykkedes professor i samfundsvidenskab ved RUC Bent Greve at skrive en letlæst debatbog, der punkterer en række yderst sejlivede myter om den danske velfærdsstat. Bogen går direkte i kødet på Velfærdskommissionens neo-liberale velfærdsafviklingskorstog. Den præsenterer en række velunderbyggede facts om den danske velfærdsstat, som Velfærdskommissionen enten underlader at forholde sig til eller som den direkte forsøger at nedgøre.
Til bogens kvaliteter hører, at Bent Greve ikke kun begrænser sig til at kritisere Velfærdskommissionen, men at han faktisk forsøger at opstille en række alternative velfærdsforslag, der grundlæggende bevarer de nuværende universelle principper.
Bent Greve hører til den velfærdsskole, hvor det understreges, at det er vigtigt at opbygge en velfærdsstat, der har appel til den veluddannede middelklasse, da det er den der vil overveje at trække sig tilbage, hvis den ikke får forbedret kvaliteten af de offentlige ydelser i form af sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle tilbud. Velfærdsreformer skal ikke reduceres til at være et sikkerhedsnet for den allersvageste del af befolkningen. Hvis velfærdsreformerne ikke kommer størstedelen af befolkningen til gode, ønsker de ikke at støtte den, og dermed finansiere den gennem skatterne. Velfærdspolitik skal efter Bent Greves opfattelse ikke være baseret på almisser, men være en slags livspolitik, der handler om både etik og værdier. Velfærdspolitik skal ikke kun handle om at sikre folk der er i direkte nød, men derimod indrette samfundet så man i størst mulig grad undgår at folk kommer i nød. Det kan ske gennem uddannelse og sikring af arbejdsmiljøet. Det handler så at sige om at skabe en livsstil til gavn for den enkelte. Det sker gennem inddragelse og anerkendelse af folks forskellige måde at leve på. I kort form mener Bent Greve, at solidaritet er sammenhængskraft, lighed er inddragelse i fællesskabet, mens ulighed er udelukkelse af fællesskabet.
Det er det, som velfærdspolitik handler om.
I bogens ti kapitler tages ti veletablerede velfærdsmyter under kritisk behandling. De bliver alle afvist, og det sker på en jævnt og ligefrem måde. Teoretiske tåger bliver transformeret til simple økonomiske ræsonnementer, der bliver understøttet af tilgængelig og letforståelig statistik. Det kan ikke gøres bedre.
Bent Greve påviser det paradoks, at et øget krav til privatisering og frit valg af offentlige ydelser kan føre til både en fordyrelse af den offentlige produktion, samtidig med at det faktisk fører til en reduktion af valgmulighederne for brede dele af befolkningen: ?Frit valg risikerer dermed at blive en glidebane i retning af mindre opbakning til velfærdsstaten, fordi det påstås, at det offentlige er mindre effektivt?. Det er vel nærmest overflødigt i denne forbindelse at nævne, at Bent Greve er af den overbevisning, at øget brugerbetaling samtidig vil øge uligheden.
Bent Greve advarer generelt mod at bruge begreber som social arv eller lignende, da det er med til at stigmatisere de socialt mest udsatte grupper. Da bevidstheden i samfundet bl.a. skabes gennem sprogbruget, er der en tendens til, at den type af begreber bliver selvopfyldte profetier. Hvorom alting er, så er det vigtigt, at der sættes ind over et bredt felt af velfærdsinstrumenter: ?Afgørende for at bryde den negative sociale arv vil være at sikre, at ingen børn vokser op i fattigdom. En opvækst i fattigdom vil i høj grad kunne risikere at medføre, at den enkelte i højere grad er uden¬for samfundet og bliver vanskeligere at integrere, herunder på arbejdsmarkedet?.
I bogen tages der også fat på det såkaldte ældreproblem. Bent Greve mener, at begrebet er stærkt diskriminerende, da den ældre generation altid efterlader samfundet rigere til den yngre generation. Det betyder, at den yngre generation får en større mulighed for at skabe en fremtidig økonomisk vækst, der mindsker byrden ved at have flere gamle. Væksten forventes dermed at blive så stor, at der bliver plads til at udvide forbruget betragteligt for de erhvervsaktive, selvom der overføres en stigende andel af produktionsresultatet til de ikke-erhvervsaktive gamle: ?De erhvervsaktive skal fortsat være villige til at finansiere udgifterne til de ældre. Intet tyder på, at der vil komme til at mangle opbakning, medmindre der spredes så meget bekymring for velfærdsstatens fremtid, at flere opgiver troen på velfærdsstatens fortsatte udviklingsmuligheder.?
Indvandringens stigende økonomiske problemer tages også under behandling. I modsætning til gængs mytedannelse mener Bent Greve, at indvandringen alene er et økonomisk problem, dersom integrationen på arbejdsmarkedet ikke lykkes. Arbejdstilknytningen for personer fra ikke-vestlige lande er bekymrende lave. Hvis denne udvikling kan vendes, forsvinder problemet som dug for solen. På den anden side vil mange fremtidige velfærdsplejefunktioner kun kunne gennemføres tilfredsstillende hvis indvandringen fortsætter, og at de får mulighed for at deltage i arbejdslivet: ?En mere klart formuleret politik om integration af flygtninge og indvandrere på det danske arbejdsmarked, herunder at det offentlige går i spidsen, vil være en vigtig brik i velfærdsstatens udvikling?.
Bent Greve hamrer en pæl gennem den påstand, at folks arbejdslyst hæmmes af for høje skatter. Det påvises, at dem der har de højeste skatter også er dem, der de fleste arbejdstimer, og at de ikke påvirkes så meget af skatterne som andre faktorer så som jobbenes indhold og udviklingsmuligheder. For de lavere indkomster spiller aftrapning af sociale ydelser ofte en større rolle for arbejdsudbuddet end skatterne: ?Det er ikke kun skatternes niveau, der har betydning for villigheden til at påtage sig et arbejde. Det afhænger også af samspillet med aftrapningen af en række sociale ydelser?. Bent Greve mener, at et af incitamentsproblemerne i det moderne velfærdssamfund er den såkaldte sammensatte marginalskat, der er kombinationen af personskatter kombineret med aftrapningen af sociale ydelser. Denne arbejdsudbudseffekt har en stor negativ betydning for især de laveste indkomstgrupper. Til gengæld tror han ikke meget på den klassiske tanke om en skattesænkning for de bedst aflagte befolkningsgrupper: ?Konsekvensen heraf er, at en sænkning af marginalskatten er en relativ dyr måde at øge arbejdsudbuddet på?.
Som udgangspunkt er Bent Greve faktisk enig med Velfærdskommissionen i dens vurdering af, at det danske arbejdsmarked er kendetegnet af en sen indtræden og en tidlig tilbagetrækning, der samlet set gør den demografiske forsørgerbyrde meget tung. Enigheden hører dog op, når løsningsforslagene kommer på bordet. Bent Greve mener ikke, at der er gyldige begrundelser for at fjerne efterlønnen, da besparelserne er yderst minimale, da der til disse ordninger er knyttet et betydeligt egenfinansieringsbidrag, samtidig med at efterlønnen anstændigvis må erstattes af andre ordninger for de fysisk og psykisk nedslidte personer, hvor en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet ikke er praktisk mulig. Derimod så han gerne, at man fik de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Dette kunne se ved at man præmierede dem der hurtigt gik i gang med deres uddannelse. En senere tilbagetrækning kunne sikres ved at højne uddannelsesniveauet for de ældre, da det i praksis har vist sig at være en effektfuld måde at holde på medarbejderne. Dette skulle så kombineres med fleksible tilbagetrækningsregler, der ikke gjorde, at en gradvis tilbagetrækning var til ugunst for den ældre: ?Det mest holdbare alternativ ville være at sikre, at nedslidningen er mindre, og at muligheden for at forblive på arbejdsmarkedet dermed reelt er til stede.?
Velfærdssamfundets universelle indretning gør i virkeligheden uligheden og usikkerheden mindre for den enkelte borger. Dette er et centralt budskab i Bent Greves nye bog. Velfærdssamfundet omfordeler ikke bare mellem rig og fattig, men i lige så høj grad hen over livsforløbet: ?Den høje grad af lighed kan i sig selv opfattes som et bidrag til sammenhængskraften i det danske samfund.?
Det hører til sjældenhederne, at en person der med næb og klør forvarer den universelle skandinaviske velfærdsstat også er EU-tilhænger. Men her har vi faktisk en af slagsen. Bent Greve lægger ikke skjul på sin begejstring for EU. Hans påstår simpelthen, at EU med stabiliseringspagt og hele svineriet, ikke udgør en blokering for en selvstændig dansk social- og velfærdspolitik: ? Der er således intet, der tyder på, at EU er en trussel mod den danske velfærdsstat, snarere tværtimod.?
Globaliseringen er sidste element i Bent Greves velfærdskritik. Han ser både negative, men også positive træk ved globaliseringen. Til de negative træk hører, at for en række uuddannede og lavt kvalificerede medarbejdere vil fremtiden blive hård da jobbene enten flytter til udlandet, eller de vil forsvinde i mekaniseringens malmstrøm. Til de positive træk hører, at en bedre international arbejdsdeling både vil udvide og billiggøre forbrugsmulighederne. Velfærdssystemerne vil komme under pres, men Bent Grev er af den opfattelse, at der er en tendens til, at velfærdssystemerne ikke bliver afviklet, men nærmer sig hinanden på et højere niveau. Det bygger han på, at globaliseringen alle dage har fundet sted, og at det er gået fint hånd i hånd med udvikling af en række velfærdsgoder. Alligevel vil globaliseringen nødvendiggøre en anden finansiering af velfærdsstaten end den vi ser i dag. Skattekilden skal flyttes fra den mobile indkomstskat til ikke mobile skattekilder ? fx skat på jord og fast ejendom. Det giver også Bent Greve lejlighed til at kritisere det nuværende skattestop: ?Den gradvise sænkning af skatter på jord og fast ejendom, som det nuværende skattestop er udtryk for, svækker dermed den danske mulighed for at fastholde velfærdssamfundet?. Bent Greve advarer generelt mod, at man bruger globaliseringen som et påskud til at afvikle velfærdsstaten: ?Alt i alt afspejler det, at den danske velfærdsstat ikke ud fra en sammenligning med andre landes velfærdssystemer nødvendigvis er dyrere eller flottere, men at vi systemmæssigt har valgt en anden indretning af vores velfærdssystem, en indretning, som både har sine fordele og ulemper, men som ikke nødvendigvis er truet af den globale udvikling.?
Bogen slutter af med en såkaldt epilog, hvor forskellige løsningsforslag bliver skitseret. Her kunne man godt have tænkt sig en lidt større præcisering, således at man var bedre klædt på til at tage diskussionen op med fx Velfærdskommissionen. Men ingen tvivl om at løsningsforslagene er gode som udgangspunkt for en debat ? og det er det, der er bogens mest åbenlyse formål.
Bogen skal derfor anbefales på det varmeste for alle dem der tør kaste sig ud i velfærdsdebatten.
"
|