Så er vi kommet til det fjerde bind og den sidste sag i Arne Dahls Opcop-serie, "To mand frem for en enke". Paul Hjelm og hans kolleger har mærket på egen krop, hvordan mafien har vokset sig større og større indenfor de seneste år. Narkotikamarkedet er blevet mere avanceret og kompliceret, og Paul Hjelm og hans team skal arbejde mere intens for at kunne følge med - og mere hårdt. Fuldstændig uventet dukker en konkurrent til mafien op fra højre og det er nu fuldstændig uvist, hvem der bliver de sidste "To mand frem for en enke".
Uddrag
Der var en plet på solen. Det var sådan, det hele begyndte.
Tiden begyndte der. I det øjeblik.
I lang tid havde den ikke eksisteret. Ikke rigtigt. Det her var et sted, hvor tiden ikke længere fandtes. Hun havde måske kunnet tælle rynker i øjenkrogene, hvis der havde været et speil, som ikke bevægede sig. Men havet var aldrig helt stille, og det eneste, som var forbudt på øen, var spejle.
Eller forbudt var de vel egentlig ikke. Snarere uønskede. Og det, der var uønsket, forsvandt. Så meget kunne hun gøre for ham. Så meget skyldte hun ham.
Det var et sted, hvor man nemt kom til at gå hinanden på nerverne. Hvad de da også havde giort, mange gange, men
ikke længere. Ikke efter at de blev helt alene. Nu var de virkelig hinandens liv.
Siden afsaltningsanlægget begyndte at fungere, var de desuden selvforsynende. Teiki kom stadigt sjældnere i udliggerkanoen og aldrig mere med livsvigtige forsyninger. I starten havde der været hektisk aktivitet på øen, fuld gang i alt muligt byggeri, og Teiki havde leveret solceller, elektronik, kabler, solcreme, skulpturmaterialer, værktøi, dykkerudstyr, bøttevis af solcreme, fiskeredskaber — og kød.
Som hun dog havde savnet kød. De fik ret hurtigt gang i det lille kyllingeopdræt, men okse-, svine og kalvekød var stadig en mangelvare, og femoghalvfems procent af kosten bestod af fisk.
Kød var stort set det eneste, Teiki stadig leverede. Kød og vin, i-landsoverflod. Nu kom han cirka hver fjortende dag, eller måske gik der lidt længere imellem, hun vidste det ikke rigtig, tiden eksisterede jo ikke. Kødet kunne holde sig et par uger i den lille fryser; hun kunne ikke lade være med at undre sig over, at varme kunne forvandles til kulde. Eller hvordan det nu ellers gik til, når solcellerne drev fryseren.
