Lenz & Woyzeck

Nielsen (tidl. kendt som Claus Beck-Nielsen) skriver bl.a. i sit forord: "Lenz er ensomhed, bjerge, dale, landsbyer,

lys, prædiken, Guds ord, troskab, strømmende springende

vand og samvittighed. Woyzeck er menneskevrimmel,

byliv, statsmagter, uniformering, våben, utroskab,

social og politisk vold.

Fra Lenz til Woyzeck spænder Büchner således over hele

det modernes syndefald, fra mennesket i naturen som

fremmedgjort fremmedelement fanget i sin bevidsthed,

til mennesket som navnløst X i samfundsmaskinen og

forsøgsperson for Historien og Fremskridtet; fra det eksistentielle

og psykologiske til det politiske; fra bevidsthed

til handling.

I begge går det ad helvede til, vanvid, død eller levende

død. Også i den forstand er både Lenz og Woyzeck

nådesløst moderne: Det moderne kunstværk kan og skal

være en revolution i sig selv. Verden derimod, kan ikke

revolutioneres i kunstværket, og forsøger man, bliver resultatet

løgn og idyl og alt andet end moderne. Verden

kan kun revolutioneres i verden, ikke i billedet af verden."