saxo.com - boghandel med bøger, studiebøger, engelske bøger, kogebøger, vinbøger, rejsebøger
Ingen varer
i din indkøbskurv

Fra folkestyre til markedsdemokrati (Hæftet)
- dansk demokratihistorie efter 1973

 
(1 anmeldelse)

Vælg antal: Læg i kurv
Leveringsgaranti - bøger til tiden
Ubegrænset returret
Fri fragt, ved køb over kr. 500,-
Salgsbetingelser
Din pris: kr. 399,00
Leveringstid: 1-2 hverdage
Leveringspris: kr 19,00 Gratis levering ved køb over kr 500 - Læs mere
Sprog:   Dansk
  Se produktdetaljer (sideantal, udgivelsesdato, udgave, ISBN m.v.)
Alt om bogen:

Beskrivelser af Fra folkestyre til markedsdemokrati

Forlagets beskrivelse
Fra folkestyre til markedsdemokrati beskriver de dybtgående ændringer i dansk demokrati siden 1973.

Det er en spændende bog, som behandler udviklingen i medier, partier, folketing, regering, centraladministration, kommuner, domstole og kirke.

Det kræver både dyb indsigt og solidt overblik at komme så vidt omkring. Det har Tim Knudsen.

Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet. Hans hovedinteresser er skandinavisk statsbygning og offentlig forvaltning.
Tim Knudsen underviser i forholdet mellem politiker og embedsmænd, regeringsarbejde og dansk forvaltningshistorie. Han er fast skribent i Kristeligt Dagblad og skriver også i bl.a. Information, hvor han netop i disse uger kommenterer valgkampen.

Bibliotekernes beskrivelse
Om de dybtgående ændringer i dansk demokrati siden 1973 henimod et markedsdemokrati herunder om udviklingen i både medier, partier, folketing, regering, centraladministration, kommuner, domstole og kirke.

Kundernes anmeldelser af Fra folkestyre til markedsdemokrati

Gennemsnitlig anmeldelse:
af Preben Etwil (18. april 2008)
"Deltagerdemokratisk nedsmeltning? . Tim Knudsen har gjort det igen. Han har skrevet en fremragende samtidshistorie over det danske samfunds politiske, administrative og parlamentariske udvikling siden jordskredsvalget i 1973. Det var netop dette folketingsvalg, der gjorde den danske befolkning smertelig opmærksom på, at efterkrigstidens planlægnings- og demokratioptimisme definitivt var slut. Erkendelsen af valget blev, at den kapitalistiske økonomiske vækst hverken var selvregulerende eller styrbar. De negative internationale konjunkturer slog igennem med fuld kraft, og forplantede sig hurtigt til vælgerlabilitet og politisk forvirring. Troen på en konsensus¬præget national demokratisk udvikling led endeligt skibbrud. En rystelse som det danske partisystem ? og egen demokratiforståelse - aldrig rigtig kom sig over på trods af, at de partier ? og de folkelige bevægelser - der skabte dette politiske jordskred et kvart århundrede senere stort set var forsvundet fra den politiske scene. Bogen er utroligt velskrevet. Ja, visse steder har det anvendte analyse- og billedsprog nærmest litterær kvalitet. Komplicerede demokratiske, administrative og parlamentariske teorier og modeller bliver gjort forståelige, og de bliver levendegjort gennem en omfattende historisk viden, som let og ubesværet videregives til læseren. Man kan kun være imponeret over den bredde af viden som Tim Knudsen besidder. Han har indsigt i utrolig mange af politologiens kringelkroge. Det være sig inden for demokratiteorier, magt- og afmagtsteorier, politisk aktivisme, partiorganiseringer, stats- og forvaltningsopbygning, parlamentarisme, kirkeforfatning osv. Ud over den teoretiske tilgang til emnerne har han et yderst sikkert blik for de historiske sammenhænge. Han har indsigt i de store sammenhænge og de små detaljer. Han bevæger sig både i tid og rum. Han har stort set gjort den store Magtredegørelse efter, men i en meget kortere og langt mere personlig reflekterende form. Der er ingen tvivl om, at Tim Knudsen også har en holdning til det passerede. Disse fortræffeligheder til trods, er der også grund til at hælde lidt malurt i bægret. Nogle af de politologisk-historiske analyser er visse steder at sammenligne med et stykke håndsæbe. Nok på grund af mængden af stof. Ligesom man er ved at få hold om indholdet smutter det så at sige ud af hænderne på en, og analyserne ender i en blindgyde, ikke sjældent bundet op på nogle småhistorier hentet fra forfatterens sidste nye avislæsning. Tim Knudsen er oprindelig historiker, og her ville en vis form for kildekritik have været på sin plads. En enkelt ? måske tilfældig? ? og ubekræftet hændelse er sjældent tilstrækkeligt til at underbygge en hel teoretisk konstruktion. Bogen bærer nemlig flere steder præg af, at politologens hang til luftige udsagn, byggende på flygtige forhold til sine kilder, er løbet af med historikerens kritiske sans. I en bog på næsten 500 sider kan der altid findes formelle fejl. Uden direkte at lede efter dem, kan det oplyses, at Domstolsstyrelsen ikke blev oprettet i 2000, men i 1999, og at der ikke skete en 13-dobling af indvandringen fra 1983 til 1984. Et mere sandsynligt årstal må være 2003 eller 2004. Der er heller ingen ordentlig kronologi i de valgte temaer og analyser. Det gør ikke bogen egnet som opslagsværk. Der skrives og skrives, men der er af og til langt mellem snapsene. Bogen er opdelt i hele 19 kapitler. Hvert kapitel behandler væsentlige elementer af den nyeste politiske og administrative teori og historie. Det er en vældig appetitvækker til at gå videre med stoffet. Bogen indledes med at konstatere, at den klassiske demokratiopfattelse, som heftigt blev diskuteret lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig, med valget i 1973 langsomt men sikkert blev udfaset. Tiden var ikke mere til dialog og endeløse samtaler. Individualismen havde taget over. Markedet vandt, og systemet havde talt. Det var så at sige blevet sværere at skabe politisk konsensus. Det parlamentariske arbejde søgte ind mod midten, da forestillingen om et betydeligt selvstændigt råderum i et samfund, stærkt afgrænset fra omverden, var blevet svækket. Den politiske kamp koncentreredes om opbygningen af velfærdsstaten, og her var de forskellige partier ved at falde over deres egne og andres fødder. Men det blev også tiden til erkendelsen af, at der var græns¬er for velfærdsstatens fortsatte udbygning. Især spillede den gryende globalisering en rolle. Både statens og landets underskud voksede, og det repræsentative demokrati førte mod en kurs, der var ved at sætte landet uafhængighed over styr. Den økonomiske nødvendighed pressede det folkelige demokrati: "På et marked kan man hele tiden vælge og vrage. Et marked kræver mindre tillid til hinanden en demokratisk dialog". Man kan påstå, at det er et meget godt eksempel på, at systemverdenen koloniserer livsverdenen. Bogen leverer en sønderlemmende kritik af de offentlige ledelses- og styringsmekanismer. I bestræbelserne på at styre den komplicerede offentlige sektor, er man havnet i et stivnet og overbureaukratiseret kontrolsystem, der nærmest er ved at nedlægge den offentlige service og erstatte den med bunker af registreret information, der er blevet så overvældende, at det i sig selv skaber manglende overblik. Flere og flere er blevet ansat til at frembringe og administrere disse informationer, og færre og færre har tid til at udøve den primære service, de reelt er ansat til. De varme hænder bliver så at sige erstattet med kolde. I stedet for primær service får man øget kontrol, statistikker og evalueringsrapporter. Denne destruktive styring er så at sige kammet over, og er blevet sin egen værste fjende. De nye ledelsesformer, der i høj grad er styret af kontrakter, er et direkte anslag mod medarbejderdemokratiet. Den stigende anvendelse af kontraktpolitik får også medierne til at fokusere mere på om kontrakter overholdes end på politikkens indhold, hvilket grundlæggende er et brud på deltagerdemokratiets idealer om inddragelse og dialog - evnen og viljen til at bøje sig mod hinanden. Mediernes udvikling har yderligere bidraget til at samfundet har bevæget sig bort fra medborgerdemokratiet. Kravet til sensationer og salgbare overskrifter er blevet større end den indholdsmæssige faglige og politiske fordybelse. Proces frem for indhold. Konkurrence på mediefronten har ikke givet et større og mere varieret udbud, men derimod mere af det samme vitamin- og holdningsløse, ja nærmest tidsrøvende, underholdning ? uden nogen form for demokratisk substans. Pressen er gennemgående blevet mere sensations¬orienteret, og der er i demokratisk forstand sket en negativ forrykkelse af styrkeforholdet mellem den kritiske journalistik og deres kilder. Spindoktorene er blevet for dominerende. Som Tim Knudsen selv konkluderer: ?Mediernes krav om hurtighed, variation og ?instant response? er åbenlyst i strid med deltagerdemokratiets ideal om reflekterende dialog?. Partimedlemskab er ikke som tidligere for de mange, men er som så meget andet i vores moderne samfund blevet specialiseret. Dette er tilsyneladende et paradoks, da forudsætningerne for befolkningens demokratiske deltagelse er blevet bedre. Flere mennesker har fået en bedre uddannelse, og de er blevet mere kritiske i deres holdning til autoriterne, samtidig med at den politiske interesse blandt folk generelt er blevet større. Alligevel bliver kredsen af politiske kandidater i dag taget ud af et langt mindre udsnit af befolkningen end tidligere, samtidig med at den centrale partitop har fået langt større indflydelse på kandidatopstillingen. Den økonomiske afhængighed hviler heller ikke længere medlemsbidragene, men på de offentlige tilskud. Partiernes klassemæssige tilhørsforhold er også gradvist men sikkert blevet udhulet. Vælgertroløshed er dagens orden. Partier, der ønsker at søge politisk indflydelse, skal kunne omfatte det hele ? såkaldte catch-all-partier. Et andet partipolitisk særkende er, at stort set alle ledelserne er blevet djøficerede. Kunsten er at kunne simplificere de politiske budskaber til tre, fire over¬skrifter, og kunne fremlægge dem, som om det var varer i et supermarked, som kunderne (vælgerne) derefter kan gå på indkøb i. De politiske partier har så at sige udviklet sig til nogle såkaldte markedssegmenter, der mere og mere bliver styret af professionelle opinionsundersøgelser og behovsanalyser end samfundsholdninger, klassetilhørsforhold og ideologi. Politik er blevet topstyret designerpolitik tilpasset de forskellige afsætningsmuligheder. Tim Knudsen benævner denne udvikling som en bevægelse fra folkepartier til markedspartier. Det er lidt af en øjenåbner at læse Tim Knudsens analyse af folketingets demokratiske indflydelse. Den er efter forfatterens opfattelse ikke ret stor. I bedste fald er det et filter for den udøvende magt. Stor arbejdsbyrde og uklare retningslinier gør arbejdet i demokratisk forstand til en tvivlsom affære. Med stor faglig indsigt sandsynliggøres det, at højst 20-25 personer sætter et reelt præg på tingets arbejde og indgår i et tæt samspil med ministre og embedsmænd. Bogen indeholder en række skarpt iagttagende analyser af det danske ministerialsystem og politiserende embedsmænd. Nok bogens bedste kapitler. Ministerierne bliver mere og mere professionaliseret, samtidig med at ministrene i højere og højere grad bliver udnævnt efter deres politiske tæft frem for deres faglige indsigt. Dette, sammenholdt med at en hurtigere udskiftning af fagministrene, centraliserer magten hos statsministeren og de ledende embedsmænd. Der er sket en kraftig magtcentralisering i staten, hvor Finansministeriet er blevet væsentligt styrket i forhold til de forskellige fagministerier. Tim Knudsen er så finurlig, at han et sted skriver: ?I stedet for at være dagsordensættende risikerer ministrene at blive rejsende i hastende lige¬gyldigheder?. Det giver rum for de såkaldte politiserende embeds¬mænd: ?Forandringerne har på mange måder øget afstanden mellem det repræsentative demokratis idealer og virkeligheden?. For virkeligheden er, at (top)embedsmændene ikke kun fungerer som lovmedholdelige forvaltningsadministratorer, men i høj grad har roller som policymakere: ?Initiativ- og definitionsmagt er i vidt omfang flyttet fra regering til embedsmænd?. Denne politisk taktiske vejlederrolle kom i høj grad ind dansk forvaltningspraksis fra slutningen af 1970?erne, men er siden blevet accelereret op i et højt gear. Især har Finansministeriet spillet en central og holdningsgivende rolle. Dette ministerium har fx udgivet flere policy-anbefalinger end summen af samtlige udsendte partiprogrammer i Danmark. Statsministeriet særlige og mere og mere magtkoncentrerende rolle bliver grundigt behandlet i Tim Knudsens bog. Det begyndte så småt i begyndelsen af 1970?erne, men Fogh Rasmussen har med vanligt taktisk overblik nærmest fuldendt projektet. Tim Knudsens påstand er bl.a. at statsministeriet, i modsætning til mange andre vestlige demokratier, mangler en institutionel instans (fx en præsident), der kan afbalancere statsministerens magtråderum. Mange steder i bogen fremgår det mere end tydeligt, at Tim Knudsen ikke ligefrem ser udviklingen i almindelighed og Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed som den store bannerfører for det deltagerdemokratiske samfundsprojekt. I flere og flere forhold, der omhandler internationale forhold, er det helt bevidst lykkedes statsministeren, at køre udenrigsministeriet ud på et magtpolitisk sidespor. Det gælder både i en række vigtige EU forhold og i Danmarks hidtil største udenrigspolitiske krise i forbindelse med Muhammed-sagen. Kampen mellem stats- og udenrigsministeriet har på ingen måde gavnet Danmark, parlamentet eller det detagerdemokratiske forum. Den liberale statsminister med den erklærede målsætning at det enkelte mennesket skal være i centrum, har i virkeligheden samlet en historisk stor magtkoncentration omkring sin egen person: ?Anders Fogh Rasmussen kan karakteriseres som den måske stærkeste danske statsminister nogensinde?. Danmark er et foreningsland. Deltagelse i foreningslivet giver mange mennesker en demokratisk skoling. Indflydelse får man ved at slå sig sammen, dvs. at man danner foreninger eller organisationer. Udviklingen har i Danmark bevæget sig fra at foreningerne havde relativ stor indflydelse på det parlamentariske arbejde, til at blive kørt ud på et sidespor. Dette er i fin overensstemmelse med, at samfundets i stigende grad følger en individualistisk tendens. Organisationer der ønsker indflydelse må bejle til medierne og folkestemningen frem for at basere sin magt på et klasse- eller standsmæssigt grundlag: ?De faglige organisationer er i stigende grad forvandlet til kamporganisationer til serviceorganisationer, som medlemmerne er blevet individuelle brugere af?. Dette har også udhulet organisationernes muligheder for at øve indflydelse på lovgivningsarbejdet. Til gengæld har organisationerne oprustet på EU-fronten ved dannelse af en betydelig lobbyvirksomhed. Åbenhed i den offentlige forvaltning er et demokratisk gode. Dette sikrer både en effektiv udnyttelse af de offentlige ressourcer og en folkelig kontrol af den offentlige magtudøvelse. Offentlighed i forvaltningen styrker så at sige borgernes retssikkerhed. Det er derfor bekymrende at læse, at Justitsmini¬steriet i midtfirserne, i realiteten manipulerer folketinget medlemmer til at acceptere, at åbne postlister ? efter svensk model ? ikke bliver gennemført. Det sker ved fortielser og fordrejelser. Resultatet har været, at Adgangen til offentlige dokumenter i dansk forvaltning har stået i stampe i nogle årtier. Det lokale demokrati har i mange år været under pres. Denne udvikling er blevet forstærket af den seneste kommunalreform, der i et historisk perspektiv både kom som en tyv om natten og som parlamentarisk blev båret igennem med det smallest mulige politiske flertal. Tim Knudsen redegør ganske overbevisende om skismaet mellem de lokale deltidspolitikere og de mere og mere professionelle embedsmænd. Balancen mellem bureaukrati og demokrati er ved at tippe over til fordel for effektivitet og markedsgørelse frem for deltagerdemokratisk dialog. Centraliseringen af den kommunale struktur muliggør derudover en langt højere grad af statslig styring end hidtil set. Dette har ført til at magten nu ligger i færre men mere homogene og topstyrede kommuner, og som også er blevet mere kompatible med det private erhvervsliv. Borgernes mulighed for aktiv lokal deltagelse er tilsvarende blevet reduceret. Denne udtynding af den nærdemokratiske indflydelse kan bl.a. også ses af, at antallet af politiske kandidater på det lokale niveau har været drastisk faldende. Færre og færre lokale synspunkter bliver derfor inddraget i den admini¬strative og politiske forvaltning. Det forudsattes i den danske grundlov af 1849, at folkekirken skulle have sin egen selvstændige forfatning (synode). Det har man dog ikke kunne realisere, da der på ingen måde har kunnet opnås en parlamentarisk enighed om hvordan man kunne adskille kirke og stat. Derfor er kirkens forfatning den dag i dag sammenfaldende med landet forfatning: ?Folketinget er i den nuværende situation øverste ?kirketing?. Men det er et uengageret ?kirketing?, og en femtedel af Folketingets medlemmer er ikke medlemmer af denne kirke?. Dermed adskiller Danmark sig markant fra andre lande, som vi plejer at sammenligne os med. Udsigten til at ændre de nuværende forhold er ikke fremherskende, selvom kirkedemokratiet skranter fælt. I Danmark er det en realitet, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. I løbet af 1970?erne forsvandt begrebet økonomisk demokrati (ØD) fuldstændig fra den politiske dagsorden. ØD blev erstattet med individuelle og skattefinansierede pensionsordninger. Den demokratiske medarbejdertanke måtte ? som så meget andet - vige pladsen for marked og globalisering. Arbejdsmarkedets decentralisering svækkede også fagbevægelsen som kamporganisation. Den politiske pil pegede på, at brugerne skulle have større indflydelse på bekostning af medarbejderindflydelse, og det funktionsfaglige skulle nedprioriteres i effektivitetens navn: ?Generelt er medarbejder¬demokratiets nedtur gået hånd i hånd med en nedvurdering af faggruppernes professionelle kundskab?. Især det sidste er gået ud over den uafhængige universitetsforskning, hvor man godt nok gik fra det ene ekstreme styre til det andet. Pendulet i dag, har skævvredet universitetsmiljøet fra forskning til faktura. Godt hjulpet til af embedsmænds evige hang til altid at følge de politiske vinde: ?Universitetsreformen bekræftede, at de bemærkninger, som embedsmænd forsyner lovforslag med, ikke er hævet over kritik?. Demokrati uden en retsstat er som en nonne uden cykel. Uafhængige domstole er altafgørende for en retsstats funktionsmåde. Det påpeges, at det er vigtigt at den dømmende magt kan give et uafhængigt modspil til den lovgivende og den udøvende magt. Her må man nok konstatere, at Danmark ikke fuldstændigt har adskilt de forskellige offentlige instanser. I modsætning til de fleste andre lande, som vi ynder at sammenligne os med, har vi fx ikke organiseret politi og domstole i forskellige ministerier. Ligeledes er det kritisabelt, at der ikke er vandtæthed mellem politikere og anklagemyndighed. Dette kan i ekstreme tilfælde friste politikerne, ministrene, til at bruge domstolene til at bedømme rene politiske forhold. Samtidig er der en flydende grænse mellem politik og magtudøvelse inden for terrorbekæmpelsen. Dette er uheldigt i en retsstat. Især inden for terrorlovgivningen kan man konstatere en udhulning af de klassiske retsstatlige garantier og frihedsrettigheder. For at sikrer en større uafhængighed af Justitsministeriet ved dommerudnævnelser, blev der i Danmark for nylig oprettet en såkaldt Domstolsstyrelse. Undersøgelser har dog vist, at indgroede udnævnelsesvaner ikke forsvinder hen over natten bare fordi, at man opretter en ny offentlig institution. Dommerstanden er i socio-økonomisk forstand en meget selvsupplerende elite i det danske samfund. Demokratiet kræver både et folk og en national afgrænsning. I en globaliseret verden er dette imidlertid blevet sværere og sværere at opfylde. I Danmark har man på grund af den store indvandring begrænset en række borgeres adgang til at kunne deltage i det politiske liv. Denne begrænsning er af nogle blevet begrundet i at ville beskytte det danske demokrati. Et argument der nok mere er politisk end videnskabeligt begrundet. Der er også over tid blevet en større og større afstand mellem de fælles europæiske beslutninger og danskernes demokratiske medleven i de besluttende EU-forsamlinger. Stemmedeltagelsen ved europæiske valg er bekymrende lav, hvilket givetvis skyldes, at EU ikke er baseret på et direkte deltagerdemokratisk grundlag, men at EU er nationernes - medlemsstaternes - demokratiske forum. De to sidste kapitler i bogen er helliget en sammenfatning af de deltagerdemokratiske muligheder og en vurdering af monarkiets fremtid i Danmark. Tim Knudsen har i den nyere forvaltningshistorie set tendenser til, at det deltagerdemokratiske ideal er under kraftig afvikling, mens monarkiet til trods for manglende formel politisk magt, er en identitetssamlende national kraft, der også i fremtiden kan overleve en demokratisk udvikling. Slutvurderingen af bogen er, at den på alle måder kan anbefales, den der vil sætte sig ind i Danmarks nyere politiske og forvaltningsmæssige historie. Man kan være enig eller uenig i mange af Tim Knudsens analyser, men hvorom alting er, så er bogen er en yderst inspirerende kilde til at stifte bekendtskab den politologiske forvaltningshistorie. Den har både glød og nerve. Det gøres simpelthen ikke bedre. "
Skriv din egen anmeldelse

Debat om Fra folkestyre til markedsdemokrati

Her kan du starte en debat om bogen.

Start en debat om denne bog

Se andre bøger, der handler om:

Centraladministration     Danmark     Demokrati     Magt     Offentlig forvaltning     Politik     Politisk magt     Politiske systemer     Staten    
Luk
Fra folkestyre til markedsdemokrati af Tim Knudsen, ISBN 9788750038924
Fra folkestyre til markedsdemokrati
Læg i kurv
Leveringsgaranti - bøger til tiden
Ubegrænset returret
Fri fragt, ved køb over kr. 500,-