     |
af Reyhé
(27. september 2007)
"Jørgen Grønvald Laustsen
Hitler. En biografi, 2005
For den der så filmen "Der Untergang" uden egentlig at vide så forfærdeligt meget mere om Hitler og nazismen end det, det næsten afskaffede skolefag Historie kunne byde, er her hjælp at hente.
Cand.mag. i samtidshistorie og russisk, Jørgen Grønvald Laustsen, har skrevet en kort, præcis og rimeligt let tilgængelig indføring i manden og tiden. En Hitler-light biografi, så at sige.
Vi følger Hitlers vej gennem historien, vejen til magten og krigen, vejen til den katastrofale afslutning.
På trods af bogens begrænsede omfang er der kommet forbløffende mange enkeltheder med. Samtidig viser den begivenhedernes store linjer og åbenbarer de afslørende gangstermetoder det meste af verden kom til at bløde så voldsomt for. Og ikke kun Hitler og konsorter, også mod og medspilleren Stalin og stalinismen, sættes der klart lys på.
Læs bogen inden du ser filmen igen, "Der Untergang" bliver derved en ny og fordybende oplevelse.
Selv var jeg med mine voksne sønner i byens biograf, da filmen kom frem, og vi måtte fortryde at vi valgte den sene aftenforestilling. For samtalens længde og spørgsmålenes mængde hjemme i køkkenet bagefter måtte desværre afbrydes ved to-tiden om natten, da alle skulle tidligt op næste morgen.
Filmen er fremragende, men for at forstå den i sine mange velgennemtænkte scener og billeder kræver det visse forudsætninger. Denne bog er et godt sted at starte. Selv om den selvfølgelig ikke erstatter samtalen, så minimerer den spørgsmålene betragteligt.
Der er andre værker om Hitler og nazismen med langt større fylde og vægt, men denne bog er overskuelig, nem at gå til, og så giver den lyst til at vide mere.
"
|