 |
af Trine M
(27. september 2006)
"Ernest Hemingway skrev Den gamle mand og havet i 1952, men der er ikke meget i teksten, som godtgør, at den ikke er skrevet tredive år før eller efter dette tidspunkt. Sproget er ikke alene prunkløst, men også tidløst. Der er dog to pejlemærker: Man er ikke i tvivl om, at handlingen skal udspille sig, mens den legendariske amerikanske baseballspiller DiMaggio er i fuld vigør, og før Fidel Castros kommunister tog magten på Cuba.
Den aldrende Havana-fisker Santiago må tage alene på havet. Hans tidligere hjælper, drengen Manolin, må ikke længere fiske med ham for sine forældre. Heldet har forladt Santiago. Han har intet fanget i fireogfirs dage. Han er forarmet, men byder sit svigtende held trods. Han kan ikke andet. Manolin hjælper ham med at blive klar til endnu et togt. Santiago er hans helt, men drengen er så småt begyndt at ynke ham. Den gamle mand fisker med liner, kroge og agn. Agnfiskene er makreller og små tunfisk, så det er den store fisk, han er ude efter, ikke mange fisk. Han vil fange en sværdfisk.
Længe ser det ud, som om hans uheld skal vare ved, men han lader sig vejlede af fuglenes adfærd, og så får han alligevel bid på en af sine fire liner. Han kan imidlertid ikke trække fisken ind. Tværtimod lader han sig trække længere ud ved den kraftige line. Fisken trækker Santiago så langt ud, at han ikke længere kan se lysene fra Havana. Han kæmper med fisken i to døgn, hvor han under vejs får respekt for den, ja, kommer til at betragte den som sin bror. Han spiser rå flyvefisk og makreller under vejs for at få styrke, han kæmper med sin vilje og kæmper mod sin svigtende krop. Han kommer til et punkt, hvor al fornuft ville tilsige ham at kappe linen og bjærge sig i land, men han kan ikke give op. Han er svækket af søvnmangel, overanstrengelse, fejlernæring og de sår, linen har givet ham. Han beder til en gud, han ikke tror på og forsøger også at hente styrke hos sin helt DiMaggio, hvis far var fisker. Han snakker med sig selv, bearbejder sin vilje.
Det går op for ham, at det er en kæmpe fisk, han har på krogen. En sværdfisk på omkring femten hundrede pund. Han regner på, hvor mange penge, det fine kød vil indbringe ham. Han er rig. I hvert fald rig nok til at klare sig vinteren igennem. Fisken er atten fod lang, længere end båden, og da han endelig får udmattet fisken, harpuneret den og trukket den hen til båden (eller omvendt), kan han ikke få den ombord. Den er for stor. Han må surre den fast til bådens skrog. Så sætter han sejl og forsøger at finde land. Men han er kommet for langt til havs. Det tager mange timer at komme ind til kysten. Og så kommer hajerne. De er ude efter hans bytte. Den første får kun en enkelt bid, før Santiago dræber den med sin harpun, men da de næste kommer, har han ingen harpun at kæmpe med, men kun en kniv surret fast til enden af en åre. Og da kniven knækker, må han forsvare sit bytte først med en kølle, siden med rorpinden. Til sidst kan han intet stille op mod hajerne, som ribber sværdfisken for det sidste kød. Santiago, som føler sig i slægtskab med sin fisk, angrer, at han har dræbt den uden grund og fodret den til hajerne.
Da han endelig kommer i land er der kun skroget tilbage. Han sover i flere dage, mens Manolin begræder hans uheld, og kollegerne på kysten beundrer det enorme fiskeskrog.
Bogen er ikke mere end hundrede sider lang, historien er banal og vel også en smule sentimental, og man undrer sig over, at der kan stå 'purpurfarvet' så mange gange på så lidt plads, men i øvrigt er man fortællingen hengiven, man lægger den ikke fra sig. Det er en fantastisk bog, hvor de konkrete detaljer, blodet, fiskeslimet og månens lys, gør, at man uforbeholdent tager del i Santiagos strid med sin tvivl og træthed og hans respektfulde, men alligevel overmodige kamp med havet og fisken.
Læs den igen.
Ved Trine Munch-Mikkelsen"
|