  |
af Trine M
(23. oktober 2006)
"Civilisationskritik i den norske skov
Doppler vælter på sin cykel og slår sig. Han får ikke kraniebrud eller hjernerystelse. Han brækker ingen lemmer, og cykelstyrtet resulterer ikke i nogen synsforstyrrelser. Der sker i øvrigt ikke noget mærkeligt eller oprørende på cykelturen. Intet. Alligevel ændrer begivenheden Dopplers liv. Den inkompetente cykelførelse får Doppler til at indse, at han er for kompetent, ligesom hans kone er alt for kompetent. Det er hans datter også. For hans noget yngre søn er der endnu håb. Det gælder nemlig om at være inkompetent. Hele civilisationen er for kompetent. Den norske. Den vestlige. Eller hele verdens. Som modtræk mod det kompetente liv beslutter Doppler sig for at forlade familien og flytte ud i skoven. Han vil bo alene i et lille telt i skoven. Ganske vist kun et par kilometer fra sit tidligere hjem i Oslo, men alligevel på afstand af den alt for kompetente civilisation. Men visse kompetencer får Doppler alligevel brug for, hvis han vil overleve, og det vil han gerne. Han må skaffe mad, så han fanger en elg og slår den ihjel. Han røger kødet, så det kan holde sig. Sine forretningsmæssige kompetencer fra den kapitalistiske civilisation får han også brug for. Han bytter røget elgkød til mælk hos en nærtboende købmand. Andre varer stjæler han hos en eneboer i en hytte.
Den slagtede elg var imidlertid ikke bare elg, den var også mor. Den havde en kalv, som nu er forældreløs. Derfor slår den sig på Doppler, følger ham overalt. Han bliver dens nye mor, eller måske snarere dens partner. Først er han ikke meget for forbindelsen. Han vil være alene, men efterhånden bliver han rigtig glad for kalven, som netop er tilpas inkompetent til at Dopplers selvterapeutiske projekt kan lykkes. De lever sammen. Men også eneboeren blander sig i Dopplers liv, omend først uden at ville det. Han fanger Doppler under et af dennes mange indbrud i hytten, baster og binder ham i sin stue og fortsætter så roligt med sit projekt. Han er ved at genskabe en scene fra Anden verdenskrig. Den, hvor hans far blev dræbt. Faren var ufrivilligt indrulleret i den tyske hær. Eneboeren bygger scenen op i små figurer, der nøjagtigt gengiver det afgørende øjeblik som en standsning. Det er et enormt projekt, og samtidig et projekt uden ydre formål. Og dette gør eneboeren inkompetent i forhold til at få en almindelig civiliseret hverdag, et socialt liv, til at fungere. Det inspirerer Doppler til et lignende projekt, som han sætter i værk, da eneboeren har sluppet ham fri. Han vil skære en totempæl for sin fjerne far. En kæmpe en.
Så bliver Doppler nødt til at passe sin søn i perioder. Det vil han virkelig heller ikke, men bliver igen glad for det hen ad vejen, netop fordi den lille dreng endnu står til at redde og faktisk trives sammen med kalven. De er gode sammen - Doppler, kalven og sønnen. Derfor skal de også alle tre med på totempælen, hvor de skal afbildes oven på Dopplers fars hoved. Fire figurer oven på hinanden. Det tager lang tid. Og under vejs dukker flere og flere ulykkelige og frustrerede personer op i skoven. Fx en rigid højrefløjsvælger, som kæmper med sin rigide autoritetstro. Og en svoger. Alle disse personer danner efterhånden et nyt samfund i skoven, stiller krav til Dopplers sociale kompetencer og opløser hans overordnede projekt. Der må ske noget nyt.
Det gør der så. Og det hele er fortalt med en uforsiret lethed, som gør, at man glider ubesværet og ganske godt underholdt gennem den lille bog. Det fungerer på den led. Men bagefter sidder man med en ret tom følelse. Den naive pseudobuddhisme med det gentagne mantra om de alt for kompetente mennesker giver ikke meget fra sig af kendskab til Jegfortælleren, Doppler. Han bliver aldrig til et menneske, man kan tro på. Man tror ikke et øjeblik på, at den almindelige, velsocialiserede nordmand uden anden anledning end et udramatisk cykelstyrt ville forlade sin familie, så ubesværet, som han gør i romanen. Der er en humor i fortællerens stemme, som gør, at det hele glider ned. Det er charmerende, men man kan kun læse historien som en allegori, ikke som et forsøg på realisme. Ingen af personerne bliver virkelige for læseren. Ingen af handlingerne eller begivenhederne gør det. Og allegorien får denne læser heller ikke meget ud af. Hele det civilisationskritisk projekt er bundet op på alt for naive forestillinger. Man bliver bestemt ikke klogere af at læse Doppler.
Erlend Loe brød igennem med romanen Naiv . Super, som også var en naiv allegori, men som til gengæld var langt morsommere end denne lettere mislykkede roman.
Anmeldt af Trine Munch-Mikkelsen"
|