  |
af Jan H
(6. oktober 2006)
"Det begynder med, at Elsebeth Egholms hovedperson, den i Århus baserede journalist, Dicte Svendsen, får en CD-rom med optagelser af en henrettelse, en halshugning af en mand. Det er Egholms fjerde, selvstændige roman med Dicte Svendsen som hovedperson i et plot, der udspiller sig i og omkring Århus.
Henrettelsen ligner noget al-Qaeda kunne have fundet på, og så alligevel ikke. Bl.a. ledsages det af et krav om dødsstraffens genindførelse. Filmen vækker under alle omstændigheder berettiget postyr og avisoverskrifter om, at terroren er kommet til Danmark. Artiklerne vinkles skarpt af Dictes mildt parodiske, enevældige redaktør på hovedredaktionen i København, den behårde bladskrædder, Kaiser, der gemmer wienerbrød i skuffen, for at hans kone, der også er ansat på avisen, ikke skal opdage
det.
Dicte finder sig selv i et absolut ikke bekvemt krydsfelt mellem sin avis og kriminalpolitiet og PET. Terror og det, der ligner, er ubetinget nyhedsstof i aviser og tv, samtidig er ideen med terror netop også, at aviser og tv skal formidle den, så flest mulige bliver bange. Hvem skal hun tilgodese?
Dicte befinder sig i et dilemma både som deltager og udforsker på pressens vegne. Hun klarer sig nu prisværdigt koldblodigt gennem strabadserne, og selv om dilemmaet perspektiveres yderligere af, at hendes datter, Rose, har fået en lidenskabelig pakistansk kæreste, Aziz. Hvad hvis Rose konverterer til islam på grund af Aziz? Hvad hvis hun skal til at bære tørklæde?
Dicte må rede trådene ud og opklare, hvad der ligger bag de eller den krænkedes såkaldt retfærdige krav på hævn, som det kommer til udtryk på filmen med halshugningen. Dicte sekunderes af sin fotografkæreste Bo, der opdager, at man ved at forstørre billedet, i baggrunden i scenen af henrettelsen kan se ? færgen til Samsø.
Ofret for henrettelsen lokaliseres og en tatovering af et sort tårn peger tilbage på et hippiekollektiv i 1970?erne opkaldt efter Saurons tårn i Mordor i Tolkiens ?Ringenes herre? ? sådan i stil med Kløvedalerne i ?Maos lyst? ? og hvor der blev eksperimenteret samvittighedsløst og kriminelt med fri sex.
Plottet udvikler sig ad fire parallelle spor: Dicte og hendes journalistiske efterforskning, politiets opklaringsarbejde, indvandrersporet via datteren Rose og kæresten Aziz samt psykologen Ole Nyborg Madsens veje og vildveje.
Ambitiøst mange bolde er efterhånden i luften og Elsebeth Egholm trækker ublu på de autentiske begivenheder og menneskelige tragedier, der ligger lige under avisernes største overskrifter ? fra 11. september, over æresdrab til tsunamien i Sydøstasien ? for at anskueliggøre sit plot og ?den frie presse og dens brug eller misbrug af den hellige ytringsfrihed?, som hun nedladende kalder det.
Spændende er det og med utallige uventede sving og udviklinger i et plot, der under vejs truer med helt at tage vejret fra læseren.
Til sidst næsten svimler det, mens Elsebeth Egholm modigt lander sin jumbo af handlingsforløb og problemstillinger, hvor bl.a. dødsstraffen er i spil - foruden seksuelt misbrug af mindreårige, retten til hævn, pressens ansvar og modsætningsforholdene mellem den vestlige og den muslimske verden - og som undervejs, går det op for én, hele tiden har villet besvare og stille spørgsmålet: hvor forskellige er vi, når det kommer til stykket?
Lykkes det? Ja, langt hen ad vejen.
"
|