Hallerne

Hvad har inspireret dig til at skrive din nye

roman HALLERNE?

HALLERNE er mest af alt en bog, der handler om

blikket; dét at se. Den kan ses som en poetisk

skildring af blikkets anatomi. Den handler om et

destruktivt kærlighedsforhold mellem en mand og en

kvinde, hvor blikket - parrets blikke på hinanden, sig

selv og på verden - får en voldelig og nedbrydende

karakter.

Jeg tror, mit udgangspunkt for at skrive romanen

var et ønske om at undersøge kærlighedsforholdets

komplekse magtstrukturer og gensidige

undertrykkelsesmønstre. Noget, der næres af et

reducerende blik og et reducerende sprog; men som

måske finder sit korrektiv i et poetisk blik og et

poetisk sprog.

Bogen insisterer på at beskrive voldens og

overgrebets rum, den insisterer på at blotlægge

begærets vrangside, gøre det voldelige blik og det

voldelige sprog synligt.

Hvilken betydning har blikket og det at se for

forholdet mellem manden og kvinden?

Når manden og kvinden ser sig selv og hinanden

sker det gennem et slør af erindringer og

forestillinger, et væv af kulturhistoriske og samtidige

stereotyper, samt idéen om den andens blik. På den

måde tror jeg, at blikket såvel som sproget indirekte

bliver redskaber for den magtrelation, som både

manden og kvinden vælger at være en del af.

Det reduktive voldelige blik, der bygger på nogle

stereotype idéer om for eksempel køn, tilbyder en

stabil optik, der gør verden og den anden

overskuelig, fundamentalt set synlig.

Er det et særligt sprog, der beskriver forholdet?

Litteraturen er et privilegeret rum, hvori den

kompleksitet og ubestemmelighed, der kendetegner

virkeligheden, kan rummes. Men overfører man de

erfaringer, bogen gør sig i et litterært sprog, til

politiske eller kønspolitiske dagsordener, så

reducerer man bogens udsigelse - parallelt til

voldens overlejring af kærlighedens sprog i romanen.

Men dét er så det, kunsten kan: få os til at erfare

verden i al dens kompleksitet. Jeg tænker, at

romanen i et poetisk sprog gør et andet sprog synligt

for os: magtens og voldens reducerende og

monotone sprog.

På den måde synes jeg i høj grad, at bogen også

kommer til at handle om kunst. Midt i det dømmende

og nedbrydende byder det poetiske sprog sig til som

en anden mulighed, et andet blik. Et blik, der ikke

reducerer og i yderste konsekvens ødelægger, dét,

det ser. Et sprog, der ikke ødelægger den verden, det

beskriver; men tør stille sig til rådighed for verden, tør

at se og tale.