Hallerne (Hæftet)
- roman

Beskrivelser af Hallerne

Forlagets beskrivelse

Josefine Klougarts anden roman er en undersøgelse af et destruktivt seksuelt forhold mellem en mand og en kvinde. København står som kulisse, gamle historiske bygninger, tømt for mennesker, men med en påtrængende understrøm af natur. En bar rummer et publikum, der gør forholdet til en scene, der udforsker et rum af begær, magt og ydmygelse.   Pressen skriver: »grusomt smukt og intenst.« **** ? Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende »Det er og bliver imponerende, så megen friskhed og liv den unge forfatter kan tilføre det danske sprog.« ? Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad »Klougart er et unikt sprogtalent i krydsfeltet mellem lyrik og prosa.« ? Frank Hansen, Ekstra Bladet   GRUMME HISTORIER af Mathilde Walter Clark

Bibliotekernes beskrivelse

En lyrisk beskrivelse af et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde i København, der står som en kulisse med historiske bygninger og en natur, som beskrives med poetisk nærvær.

Interview med Josefine Klougart

Hvad har inspireret dig til at skrive din nye
roman HALLERNE?

HALLERNE er mest af alt en bog, der handler om
blikket; dét at se. Den kan ses som en poetisk
skildring af blikkets anatomi. Den handler om et
destruktivt kærlighedsforhold mellem en mand og en
kvinde, hvor blikket - parrets blikke på hinanden, sig
selv og på verden - får en voldelig og nedbrydende
karakter.

Jeg tror, mit udgangspunkt for at skrive romanen
var et ønske om at undersøge kærlighedsforholdets
komplekse magtstrukturer og gensidige
undertrykkelsesmønstre. Noget, der næres af et
reducerende blik og et reducerende sprog; men som
måske finder sit korrektiv i et poetisk blik og et
poetisk sprog.

Bogen insisterer på at beskrive voldens og
overgrebets rum, den insisterer på at blotlægge
begærets vrangside, gøre det voldelige blik og det
voldelige sprog synligt.

Hvilken betydning har blikket og det at se for
forholdet mellem manden og kvinden?

Når manden og kvinden ser sig selv og hinanden
sker det gennem et slør af erindringer og
forestillinger, et væv af kulturhistoriske og samtidige
stereotyper, samt idéen om den andens blik. På den
måde tror jeg, at blikket såvel som sproget indirekte
bliver redskaber for den magtrelation, som både
manden og kvinden vælger at være en del af.

Det reduktive voldelige blik, der bygger på nogle
stereotype idéer om for eksempel køn, tilbyder en
stabil optik, der gør verden og den anden
overskuelig, fundamentalt set synlig.

Er det et særligt sprog, der beskriver forholdet?

Litteraturen er et privilegeret rum, hvori den
kompleksitet og ubestemmelighed, der kendetegner
virkeligheden, kan rummes. Men overfører man de
erfaringer, bogen gør sig i et litterært sprog, til
politiske eller kønspolitiske dagsordener, så
reducerer man bogens udsigelse - parallelt til
voldens overlejring af kærlighedens sprog i romanen.
Men dét er så det, kunsten kan: få os til at erfare
verden i al dens kompleksitet. Jeg tænker, at
romanen i et poetisk sprog gør et andet sprog synligt
for os: magtens og voldens reducerende og
monotone sprog.

På den måde synes jeg i høj grad, at bogen også
kommer til at handle om kunst. Midt i det dømmende
og nedbrydende byder det poetiske sprog sig til som
en anden mulighed, et andet blik. Et blik, der ikke
reducerer og i yderste konsekvens ødelægger, dét,
det ser. Et sprog, der ikke ødelægger den verden, det
beskriver; men tør stille sig til rådighed for verden, tør
at se og tale.